Sådan bliver du chef uden at fedte

15. mar 2012
Er du træt af, at du altid skal tilpasse dig chefens ønsker og aldrig har det sidste ord at skulle have sagt? Her er fire gode råd til, hvordan du kan tage springet fra medarbejder til leder eller chef.

1. Prøv dig selv af

Før du kaster dig ud i at blive leder eller chef, er det vigtigt, at du har afklaret med dig selv, om det egentlig er det, du gerne vil.

Du kan for eksempel blive afklaret ved at prøve at påtage dig et lederansvar i andre sammenhænge. Eksempelvis kan du være frivillig leder i en forening og få erfaring med organisation og kommunikation.

Så ved du med sikkerhed, om lederrollen er det rigtige for dig.

2. Tag de vanskelige opgaver

Når der er opgaver, der lyder indviklede, så tag dem, før dine kolleger gør det. På den måde får du mere ansvar, og hvis du viser, at du kan håndtere ansvaret med succes, er der større chance for, at du kan blive tildelt endnu mere ansvar på sigt.

Du får også mulighed for at vise, at du kan håndtere pressede situationer – en vigtig egenskab for ledere.

3. Udvid dit netværk på arbejdspladsen

Du kan også forbedre dine chancer for at blive leder ved at skabe relationer til mange forskellige mennesker i den virksomhed, hvor du er ansat.

Sørg for at kende medarbejdere i forskellige afdelinger og på flere forskellige niveauer i virksomheden.

Én måde, du kan gøre det på, er ved at blive tillidsrepræsentant for de ansatte. På den måde får du et stort ansvar, som du får mulighed for at vise, at du kan håndtere.

Arbejdet som tillidsrepræsentant giver også god træning i at kommunikere med mange forskellige mennesker, både kolleger og chefer. Desuden giver stillingen dig erfaring med at forhandle, hvilket også kan være en fordel, hvis du gerne vil være leder, ligesom du kommer til mange møder med ledelsen.

Stillingen som tillidsrepræsentant kan dog også risikere at virke stik modsat.

Hvis du for eksempel har valgt medarbejdernes parti i en konflikt med ledelsen på arbejdspladsen, har du måske positioneret dig selv så meget i opposition til ledelsen, at du næppe bliver forfremmet af selv samme ledelse.

4. Tag efteruddannelse

Der findes også en række lederuddannelser eller -kurser, du kan tage. Kurserne findes på flere forskellige niveauer, alt fra et kort AMU-kursus til en master i ledelse.

Du kan dog ikke regne med, at du kan uddanne dig til et lederjob. For de fleste er det bedre at gøre det den anden vej rundt: Start med at få et lederjob, og start så på efteruddannelsen derefter – gerne sideløbende med lederjobbet.

Kilde: Ledelsesrådgiver Niels Henriksen, Lederne.