Sådan bliver det igen hot at være tømrer

27. feb 2012
Avisen.dk spørger, hvad der skal gøres for at ændre unges negative opfattelse af erhvervsuddannelserne.

De seneste par år har erhvervsuddannelserne profileret sig med eliteuddannelser for at gøre uddannelsen som eksempelvis tømrer, murer eller billakør attraktive for ambitiøse unge.

Alligevel forbinder 29 procent af de unge erhvervsuddannelserne med lavstatus, mens de er vilde med det gymnasiale image.

Avisen.dk har spurgt Eva Hofman-Bang, der er direktør for CPH WEST, hvad hun tror, der skal til for i at tiltrække flere dygtige og velmotiverede unge til erhvervsuddannelserne.

"Det er afgørende at højne erhvervsuddannelserne prestige," siger hun og fortsætter:

"Vi er begyndt på det, og der er kommet eliteuddannelser. Men vi har en stor opgave med at markedsføre og professionalisere erhvervsuddannelserne og sørge for, at der er udfordringer til de stærke unge, så de ikke keder sig."

Hvad er planen mere konkret - for de unge er ikke ligefrem begejstrede for erhvervsuddannelserne?

”Planen er at profilere erhvervsuddannelserne via ting som SkillsDenmark (talentkonkurrencer, red) og Young Enterprise (netværk, red) og ved at lave endnu bedre uddannelse, end vi allerede har. Men også uddannelser for de stærke unge, og få markedsført, at der er noget for de stærke,” siger Eva Hofman-Bang.

I har jo prøvet at markedsføre jer som 'elite' i længere tid. Hvorfor tror I, at mere af det samme vil virke?

”Det tror jeg, fordi vi kan se, at det giver en stolthed hos forældrene. Det er vigtigt, fordi forældre skal synes, at det er fint, at deres børn tager en erhvervsuddannelse. Det er noget rigtigt møg, når folk siger ting som: ’Han er ikke så boglig, så han skal desværre bare være tømrer’,” siger Eva Hofman-Bang.

Unge får jo ørerne tudet fulde med, at de skal uddanne sig og helst blive kandidater alle sammen. Den kan I jo ikke arbejde imod?

”Jo, det kan vi godt. Og det gør vi,” siger Eva Hofman-Bang.

En vigtigt spørgsmål er mangel på praktikpladser.

Du har foreslået, at man skeler til Schweiz, hvor virksomheder får et skilt med påskriften ’Her uddanner vi fremtiden arbejdskraft’, hvis de tager elever. Er det virkelig alt, der skal til?

”Det batter i Schweiz. Og de har ikke praktikpladsmangel og har - så vidt jeg har kendskab til deres uddannelsessystem - fået rykket balancen mellem erhvervs- og gymnasiale uddannelser sådan, at flere søger mod erhvervsuddannelserne, fordi der er prestige i den slags uddannelser,” siger Eva Hofman-Bang.