Tæt på verden: Så megen enighed aldrig set før

17. mar 2013, 09:00
Alle politiske partier i Zimbabwe vil have ny grundlov vedtaget. Få har set den. Præsidentvalg ventes til juli mellem ærkefjender.

Antallet af vælgere i Zimbabwe, der stemmer nej til oplægget til en ny grundlov bliver ganske lille. De to politiske dødsfjender Robert Mugabe og Morgan Tsvangirai er enige om, at denne process skal gennemføres. Den er nærmest dem påtvunget af nabolandene og det internationale samfund.

Alle politiske partier opfordrer folk til at stemme ja til forslaget, der på tryk er 170 sider langt. Folk har haft en måned til at læse dokumentet, hvis de ellers kunne finde en kopi på deres eget sprog.

Der er kun trykt 70.000 kopier til de 6 millioner vælgere. Der er 2.000 internationale observatører i landet, som skal overvåge begivenhederne.

Valg til juli

At der for en gangs skyld er enighed mellem parterne er på ingen måde en garanti for, at det kommende præsidentvalg senere på året (måske i juli) bliver fredeligt. Faktisk har der været konflikter og blodsudgydelser i årevis. At Zimbabwe overhovedet har en regering skyldes en svag koalition bygget over særdeles voldsomme begivenheder i 2008, hvor præsidentvalget ikke så specielt ærligt ud.

Den nye grundlov, som der stemmes om i weekenden, skal lægge låg på præsidentens nærmest enevældige magt og forsøge at tage hånd om overtrædelser af menneskerettighederne bla. gennem en særlig kommission, der skal vurdere fortidens problemer.

Zimbabwe har under Robert Mugabe eksproprieret tusinder af landbrug ejet af hvide farmere. Den nye grundlov gør det lovligt og uforanderligt i fremtiden. Det siddende styre har også eksproprieret virksomheder og miner ejet af udlændinge. Også disse indgreb bliver med den nye grundlov irreversible.

Chikane

Allerede nu er der i henhold til AP beretninger om politisk chikane af Mugabes modstandere. Aktivister og unge har i ugevis fået deres mobiltelefoner konfiskeret og forsøg på at skabe overvågning via internet til det kommende valg bliver saboteret.

Den 89-årige Robert Mugabe har regeret Zimbabwe fra landet blev selvstændigt fra Storbrittannien i 1980. Landet hed dengang Rhodesia og var styret af en apartheit-venlig hvid minoritet. Frihedskrigen varede 7 år.

Morgan Tsvangirai mindedes ved sin stemmeafgivning alle dem, der har mistet livet i politisk vold. Det var netop denne form for historisk reform, de kæmpede for, sagde han. Den kommende grundlov skal være designet til at gøre Zimbabwe mere demokratisk, mener britiske Telegraph. Faktisk forsøgte Mugabe i 2000 at få gennemført en grundlov, men den blev nedstemt som følge af Morgan Tsvangirais modsat rettede kampagne.


Tæt på verden

Journalist, Dan Larsen, verdensnyt.dk, skriver nyheder om de fattige lande for Avisen.dk. Danida bidrager til projektet.