Så mange millioner tjener Yahya Hassan

11. dec 2013, 11:40
Den omdiskuterede digter er blevet millionær på sine digte

Yahya Hassans omdiskuterede digtsamling bliver solgt i massevis. Faktisk i så stor stil, at det er gået hen og blevet en millionforretning for den 18-årige digter, skriver mx.dk.

Digtsamlingen, der blev udgivet af Gyldendal den 17. oktober, er eksploderet i oplag.

- Hans første oplag var på 800 eksemplarer - nu er det samlet på 93.000, oplyser Simon Pasternak, der er seniorredaktør hos Gyldendal, til mx.dk

Han fortæller, at Yahya Hassans andel af bogsalget er på mere end de 12-15 procent, som unge forfattere normalt får.

Derfor har digteren, ifølge mx.dk's beregninger, tjent mindst to millioner i løbet af bare to måneder. Beregningerne er lavet ud fra en bogpris på 150 kroner stykket.

Foruden den populære digtsamling tjener den unge digter også penge på at holde foredrag. Og han er yderst populær at hyre, oplyser Forfatterforedrag, som står for bookingen af Yahya Hassan.

Digtsamlingen forventes at blive den mest solgte nogensinde.

Kilde: mx.dk