Så er der gratis burgere til alle lockoutede!

2. okt 2013, 14:05
En amerikansk burgerkæde vil forkæle statsansatte, som er kommet i klemme på grund af budgetkrisen.

Måske havde en gratis burger hjulpet på humøret, da tusindvis af danske folkeskolelærere i foråret var ramt af lockout.

Den lille godbid får lockoutede statsansatte i Washington nu.

Burgerkæden Z-Burger giver gratis burger til alle statsansatte, der ikke kan komme på arbejde på grund af den amerikanske budgetkrise, skriver Huffington Post.

De uheldige arbejdere kan hente en burger både til frokost og aftensmad, hvis de viser ID.

Den gavmilde ejer, Peter Tabibian siger, at offentligt ansatte er hans største kundegruppe. Derfor vil han gerne hjælpe dem i situationen. Også selvom han mister penge på det, hvis krisen varer mere end 20 dage.

Omkring 15 procent af alle amerikanske statsansatte, cirka 320.000 mennesker, arbejder i Washington.