Så dumme er vi ikke! Ingen lov om mindsteløn

9. feb 2014, 04:00
De fleste danske ved det godt: Mindstelønnen er ingen lovbestemt rettighed. Det viser ny undersøgelse. Forsker glæder sig.

Mindsteløn? Den danske model? Fagfor-hvad-for-noget ... ?

Myten om danskere, der ikke forstår et hak af hverken overenskomstsystemet eller det danske arbejdsmarked, er en tand overdrevet.

Det viser en ny undersøgelse fra analysebureauet Wilke, der har spurgt 1.039 almindelige danskere til deres viden om, hvem der fastsætter mindstelønnen.

Fem procent af danskerne mente, at det var statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), der bestemmer mindstelønnen ved lov, og en enkelt procent mente det var EU.

88 procent svarede, at mindstelønnen aftales mellem arbejdsgivernes og lønmodtagernes organisationer.

Professor: Jeg er godt tilfreds!

Det er nok til at bestå eksamen hos professor Flemming Ibsen fra Aalborg Universitet.

”Som arbejdsmarkedets-forsker er jeg godt tilfreds. Det ville jeg også være, hvis jeg var skolelærer. Et eller andet sted tyder det på, at der er en viden om, at det, der hedder den danske mode, er en aftalestyret model," siger arbejdsmarkedsforskeren.

Det bør man være tilfreds med både på Christiansborg og i fagbevægelsen, mener Flemming Ibsen.

”Specielt LO har pebet om, at danskerne ikke rigtigt kender den danske model. Det er en slags standard-undskyldning for, at folk ikke melder sig ind i en fagforening, fordi de ikke forstår, hvad de arbejder for," siger Flemming Ibsen.

Han mener dog også, at flere havde gættet på, at mindstelønnen blev fastsat ved lov, hvis de ikke havde fået valgmuligheder i undersøgelsen.

LO: Positivt

Næstformanden i LO glæder sig over resultatet. Hun ser det som et positivt tegn på, at fagbevægelsens oplysningskampagner om overenskomstsystemet har båret frugt.

”Det er rigtigt positivt. Jeg er ikke i tvivl om, at den oplysnings-indsats, som LO og LO-forbundene har lavet i fællesskab med FTF, har været med til at flytte på danskernes vidensgrundlag," siger Lizette Risgaard.

Men det er ikke gjort med det, understreger næstformanden.

”Der er hele tiden behov for at holde fokus på, hvordan det danske arbejdsmarked er skruet sammen, for der kommer jo hele tiden nye mennesker på arbejdsmarkedet. Allerede i et folkeskoleperspektiv skal vi sørge for at undervise i den danske model, og hvordan arbejdsmarkedet hænger sammen," siger Lizette Risgaard.

Undersøgelsen

Spørgsmål: I Danmark har man mindsteløn inden for overenskomstdækkede arbejdsområder. Men hvordan fastsætter man mindstelønnen, tror du?

  • Politikerne på Christiansborg fastsætter mindstelønnen ved lov: 4,5 procent.
  • Mindstelønnen forhandles mellem organisationer fra arbejdsgivernes og lønmodtagernes side: 88,2 procent
  • EU bestemmer reglerne for mindsteløn: 1,0 procent
  • Ved ikke: 6,3 procent

Kilde: Analysebureauet Wilke for Avisen.dk. 1.039 repræsentativt udvalgte danskere har svaret.