S vinder borgmesterposter på SFs stemmer

18. nov 2009
SFs støvsuger sikrede sejren til rød blok S fik borgmesterposterne

 

 

 

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

 

 

Hvad er det vigtigste resultat af kommunalvalget?

Svane: At alliancen mellem Socialdemokraterne og SF ser ud til at holde selv efter de lange knives nat. Bevares, der var et pare svipsere - i Region Hovedstaden tog SF selv borgmesterkæden i et samarbejde med de borgerlige og dermed blev det godnat til socialdemokraten Vibeke Storm Rasmussen.

I Randers var SF'erne lige ved at være utro og nuppe borgmesterposten til Erik Poulsen, men besindede sig og socialdemokraten Henning Jensen Nyhuus kunne genindtage sit borgmesterkontor.

Så med en enkelt svipser er socialdemokrater landet over blevet borgmestre på SF'ernes stemmer.

 

Hvordan er den generelle situation for 'Rød Blok'?

Svane: At blokken samlet går lidt frem, men at den fremgang, der tjenes ind på SF, ser ud til at blive brugt på S, R og Enhedslisten.

 

Og for blå blok?

Svane: Blokken går samlet set også lidt frem, men Venstre fortsætter den tilbagegang, partiet har oplevet ved hvert eneste valg siden 2001. Dengang blev Venstre landets største parti, både lands- og lokalpolitisk, men siden er stemmerne stille og roligt sevet væk.

Til gengæld har Dansk Folkeparti bidt sig fast ude i kommunerne, selvom partiet er langt fra den landspolitiske styrke. 8,1 procent af stemmerne blev der til DF, hvor de landspolitisk ligger omkring de 15. Det er ingen jordskreds-sejr og den er ikke sammenlignelig med SF's, fordi DF ved sidste kommunalvalg havde et rigtigt dårligt valg.Så fremgangen denne gang er på en lidt billig baggrund.

Så er de konservative gået lidt frem, 0,7 procentpoint, og holder sine højborge, selv Helsingør, som ellers var faldet i løbet af natten. Det skete, da byens folkekære borgmester Per Tærsbøl, kendt som manden med træskoene, mistede posten i nogle timer. Indtil Lokaldemokraterne besindede sig og gav ham posten tilbage.

 

Er Thorning tættere på statsministeriet efter gårsdagens valg?

Svane: Hun er i hvert fald ikke kommet længere fra, men det er vigtigt at huske, at næsten fem procent af stemmerne ved gårsdagens valg gik til lokale lister, som ikke stiller op til et folketingsvalg.

Men S får flest borgmesterposter, bliver det største kommunalpolitiske parti og vinder de fire store byer. Det var succes-kriteriet og det vil lune internt i partiet.

Og hvad er valgets store overraskelse?

Svane: At den radikale Klaus Bondam fortsætter som borgmester i København på DF's stemmer. Han har ført valgkamp på at holde DF væk fra indflydelse - han ville endda overlade sin egen post til de konservative for at undgå folkpartisterne.

Men det holdt kun til de lange knives nat. Så gik han i seng med fjenden.

 

Få svaret:

Politisk redaktør på Avisen.dk, Elisabet Svane, analyserer kommunalvalget.