S-profil om Wolt-bude: Lever under usle vilkår

20191029-165117-1-1920x911we
Platformvirksomhedens Wolts bude, som leverer mad, får 150 kroner i timen. (Arkivfoto) Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
14. apr. 2020 21.04
Socialdemokratiets medlem af Europa-parlamentet, Marianne Vind, er forarget over Wolt-budenes løn- og arbejdsvilkår.

Europa-parlamentarikeren Marianne Vind (S) er mildest talt forarget over en video på B.T.'s hjemmeside, hvor man kan se to bude fra platformvirksomheden Wolt samle mad op fra en skraldespand, skriver bt.dk.

LÆS OGSÅ: Vanvidskørsel på bro - Politi fandt våben, hash og 16-årig pige i bilen

Wolts koncept går ellers ud på, at kunderne via en madleveringsapp kan få måltider leveret til døren. Men da Marianne Vind så videoen, tænkte hun, at der er tale om desperate mennesker, der tjener så lidt, at de er nødt til at rode efter mad i skraldespande. 

Hun slår i samme omgang fast, at det ikke kommer bag på hende, fordi de ansatte i hendes øjne "lever under usle vilkår".

Budene er ansat som freelancere og får 150 kroner i timen. Og hvis man spørger den socialdemokratiske EU-politiker, er det ikke tilstrækkeligt, når man tager en række omstændigheder i betragtning. 

- De er selvstændige. De skal selv betale pension, feriepenge og løn under sygdom, og de er faktisk i ret stor risikogruppe for at blive syge, fordi de er i kontakt med mange mennesker, siger hun og tilføjer:

- Så i denne corona-tid er de i stor risiko for at blive syge.

LÆS OGSÅ: Qvortrup - "Mette F's uger som helgen er ovre"