S om smæk til ledige: For dårligt Danske Bank

2. jan 2013, 14:40
Det klinger hult, at bankerne støtter truede dyr og sportsgrene, når de samtidig ikke tager ansvar over for deres egne kunder. Sådan lyder udmeldingen fra Socialdemokraterne.

Det er for dårligt, at bankerne markedsfører sig selv på at tage et socialt ansvar og støtte velgørende projekter, når de samtidig presser en skyhøj rente ned over deres egne kunder, det øjeblik de mister jobbet.

Sådan lyder det fra Mette Reissmann, der er forbrugerordfører for Socialdemokraterne.

”Det klinger hult. Det nytter ikke noget, at en bank støtter en truet dyreart, en sportsgren eller sådan noget gejl, og samtidig ikke hjælper sine egne kunder. Det er ikke at tage socialt ansvar,” siger Mette Reissmann.

Udmeldingen kommer i kølvandet på Avisen.dk's artikler om, hvordan bankerne, blandt andet Danske Bank, skruer bissen på og renten op, hvis kunden for eksempel ramler ind i arbejdsløshed.

"Det rene tosseri"

”Normalt ville man skifte forretning, hvis man var utilfreds med servicen. Men de kunder, der nu bliver straffet, kan jo ikke engang skifte bank. De bliver stavnsbundet til den dårlige service, de er udsat for,” siger Mette Reissmann.

Udover at være politisk ordfører har Mette Reissmann i flere år været studievært på tv-programmet ’Luksusfælden’ på TV3. Derudover har hun rådgivet virksomheder i at tage socialt ansvar.

Hun mener, at bankerne handler asocialt i en situation, de selv har et stort ansvar for, eftersom de har været rundhåndede med lånene i de fede tider uden at skele til folks situation.

”Banken har utvivlsomt et stort ansvar. I de glade nuller var der jo ingen smalle steder. Der kunne man få et lån, bare man kunne stave til sit eget navn, og alle havde ret til et stort parcelhus og en fed bil, uanset om vedkommende var ufaglært eller stadig i lære. Det var det rene tosseri.”

Hun anerkender, at banken skal drive en forretning, men de lader det gå ud over de forkerte.

”Det er erhvervskunder, de har tabt pengene på, men de henter dem ind ved småsparerne. Det er asocialt,” lyder det fra ordføreren.

Mennesker er ikke rådne æbler

Politisk kan man dog ikke forhindre bankerne i at straffe de svage kunder, erkender Mette Reissmann.

”Vi kan ikke gå ind og lovgive direkte, men vi lavede en forbrugerpolitisk handlingsplan i august 2012, hvor vi blandt andet indførte rådgivningsansvar og gennemsigtighed for at få bugt med de værste unoder. Den plan skulle gerne slå igennem i år og næste år,” siger hun.

Derudover appellerer hun til, at bankerne udviser god moral og samfundssind i en hård tid. I stedet for at presse fattige kunder på renten, bør banken finde en løsning sammen med kunden, så han eller hun kan få betalt sin gæld ned.

”Det er ikke æbler, som man kan dele op i rådne og ikke-rådne. Det er mennesker i kød og blod, som man burde give en hjælpende hånd. Mennesker, som fortvivlet forsøger at få deres liv og økonomi til at hænge sammen, og der spiller banken en stor rolle. Banken skal også være der for folk i svære tider.”

Desuden vil det på lang sigt være god forretning for bankerne at behandle også de svage kunder ordentligt, påpeger hun. Forståelse og god service fra banken resulterer nemlig i større kundeloyalitet, så kunden også bliver i banken, når økonomien vender igen.

”De fleste får jo et arbejde igen,” tilføjer Mette Reissmann.