S: Helt fair at firmaer frygter blå blink

9. okt 2013, 12:23
Det er helt fair, at virksomheder frygter Arbejdstilsynets blå blink, når tilsynet tilbyder en hjælpende hånd med at gøre arbejdsmiljøet bedre.

Det er helt fair, at virksomheder frygter Arbejdstilsynets blå blink, når tilsynet tilbyder en hjælpende hånd med at gøre arbejdsmiljøet bedre.

Formanden for Folketingets beskæftigelsesudvalg ærgrer sig over, at millioner af kroner til at  forebygge nedslidning, ligger ubrugte hen i en fond under Arbejdstilsynet.

Men han forstår godt, at virksomheder tøver med at søge Arbejdstilsynets penge.

"Det er nok ikke let for virksomheder at kende forskel på, om Arbejdstilsynet kommer med blå blink og løftet pegefinger, eller blot vil rådgive om, hvordan man gør arbejdsmiljøet bedre. Jeg tror på, at det afholder mange virksomheder fra at søge pengene, og dermed gøre en indsats mod nedslidning i arbejdslivet," siger Lennart Damsbo-Andersen.

Millioner af kroner ligger ubrugte hen

I 2012 brændte Fonden for Forebyggelse og Fastholdelse inde med otte millioner kroner, som var øremærket til at hindre nedslidning på jobbet. Det var især folk som lokoførerer, snedkere og pædagoger, der gik glip tilbuddet om forbedre deres arbejdsmiljø.

Virksomheder kan søge hjælp mod nedslidning i de såkaldte 'forebyggelsespakker'. Pakkerne består af blandt andet rådgivning, og den gives til virksomhederne af udsendte fra Arbejdstilsynet.

S: Virksomheders bekymring på tapetet

Ifølge Lennart Damsbo-Andersen taler han løbende med sine partifæller i beskæftigelsesudvalget om, hvordan man netop undgår, at virksomhederne oplever en kasketforvirring, når indsatsen mod nedslidning skal rulles ud af en myndighed, virksomhederne normalt forbinder med en løftet pegefinger.

"Man kan forestille sig at flytte rådgivningen om at forebygge nedslidning væk fra Arbejdstilsynet. Men det er ikke noget, vi har besluttet endnu, hverken i Socialdemokraterne eller regeringen," siger Lennart Damsbo-Andersen.