Rygeforbud skyld i dødsbrande på plejehjem

9. aug 2010
Nye tal viser voldsom stigning i cigaretbrande på institutioner. Årsag: Rygeforbuddet

Det kan betyde døden for både personale og beboere, når gamle Hans, Jens eller Martha vil have sig en smøg på plejehjemmet.

Siden rygeforbuddet blev indført i 2007, er antallet af brande, der skyldes en glød fra en cigaret, mere end fordoblet på plejehjem og andre institutioner.

Nye tal fra Beredskabsstyrelsen viser, at brandene er steget fra 50 i 2007 til foreløbigt 112 i år.

Læs: Brandårsag: Rygning i sengen

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Foreningen af ledere i ældreomsorgen, Lederforum, fortæller, at det især er brande på plejehjem, der har fået antallet af institutionsbrande til at eksplodere. Der er tale om brande, som ifølge foreningen skyldes, at ældre - siden rygeforbuddet blev indført - er henvist til at ryge uovervåget på deres eget værelse, så de ansatte skånes for passiv rygning.

"Rygeforbuddet har helt sikkert betydet flere brande på plejehjem, og i flere tilfælde er beboere omkommet eller blevet alvorligt forbrændt," siger Ole Mørk Nielsen, der er formand for Lederforum.

Rygeforklæde ikke nok

Han forklarer, at kommunerne forsøger at modvirke tendensen med røgalarmer og sprinkler-systemer og rygeforklæder.

"Det er problematisk, at de ældre risikerer at antænde en brand, når de sidder alene på værelset og ryger," siger Ole Mørk Nielsen.

Overingeniør Peter Hofman-Bang fra Beredskabsstyrelsens center for forebyggelse mener også, at der er tale om flere rygerelaterede brande siden rygeloven.

"De foreliggende tal kan godt pege på, at der er sket en stigning i de rygerelaterede brande på institutioner, siden rygeloven blev indført den 15. august 2007," siger han.

Rygebrande

Rygebrande på institutioner på landsplan:

  • 15.8.2006 - 15.8.2007:  50 rapporter
  • 15.8.2007 - 15.8.2008:  71 rapporter
  • 15.8.2008 - 15.8.2009:  97 rapporter
  • 15.8.2009 - dags dato:   112 rapporter