Rovdrift: Så ustyrligt meget var kok på job

23. aug 2013, 11:05
Eksklusiv norsk restaurant får smæk af Arbejdstilsynet på grund af ulovligt lange arbejdsdage i køkkenet.

327 timer. Så meget arbejdede en kok på den eksklusive restaurant Bølgen & Moi i Oslo på bare en måned henover sommeren. Det skriver norske Dagbladet.no.

Kokken havde flere arbejdsdage på 14 timer og uger med 78 timers arbejde. Ifølge Dagbladet.no er det blot et eksempel på det, Arbejdstilsynet betegner som ”mange og omfattende brud på arbejdsmiljøloven”.

”Man bliver næsten helt målløs. Hvis de ikke kan drive restaurant på en lovlig og seriøs måde, så bør de finde på noget andet at lave,” siger Tore Skjelstadaune, leder af fagforeningen Fellesforbundet.

Kendiskokkene Toralf Kristian Bølgen og Trond Moi, der også står bag restauranter andre steder i Norge, beklager episoderne.

”At en kok har arbejdet ekstremt meget i juni er en undtagelse. Her lægger vi os fladt ned, det er vi ikke stolte af, men det er sket i den mest hektiske måned, og vedkommende har fået fuld betaling for alle overarbejdstimer,” skriver de to kokke i en e-mail til Dagbladet.

Kilde: Dagbladet.no