Røveri mod urmager i Roskilde

12. aug 2008
En cirka 25årig mand truede sig tirsdag eftermiddag med en kniv til penge, ure og smykker i urforretning i Roskilde. Politiet efterlyser vidner.

Kassebeholdningen samt ure og smykker.

Det var udbyttet for en ukendt gerningsmand, der kort før klokken 14 tirsdag begik røveri mod Anytime Ure og Smykker i Algade i Roskilde.

Midt- og Vestsjællands Politi modtog klokken 13.45 en anmeldelse om røveriet. Ifølge politiet truede gerningsmanden personalet i forretningen med en kniv og fik på den måde udleveret penge og smykker, som han lagde i en grå taske.

Røveren forsvandt umiddelbart efter ad Hersegade.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Efterlyser vidner

Gerningsmanden er ifølge Midt- og Vestsjællands Politi en cirka 25-årig 'sort' mand. Han er 170-175 centimeter høj og kraftig af bygning. Ved røveriet var gerningsmanden iført en mørkegrøn jakke, cowboybukser samt en elefanthue med huller til øjnene. Han bar en grå taske.

Vidner eller andre, der kan komme med oplysninger til sagen, kan kontakte Midt- og Vestsjællands Politi på tlf. 114 eller 46 35 14 48.

faktaboks