Rivegildet fortsætter hos statsrevisorerne

22. jan 2010
Formanden for statsrevisorerne skal ikke have fornemmelser, siger DFstatsrevisor

"Han skal ikke stå som formand for os og have 'fornemmelser' - han skal forholde sig til fakta."

Dansk Folkepartis statsrevisor, Henrik Thorup, er mere end almindeligt vred over formand Peder Larsens skarpe kommentarer i sagen om Statsministeriets eventuelle påvirkning af statsrevisorerne.

"Det her viser, at der har været stor interesse fra Statsministeriets side til at påvirke denne sag," sagde Peder Larsen, da Avisen.dk kunne afsløre en e-mail fra Statsministeriet, der viste, at ministeriet var orienteret om statsrevisorernes uenighed. Dagen før de selv udtrykte den.

Trække i trådene

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Det gjorde de 17. juni sidste år - dagen før vidste embedsmænd i Statsministeriet, at V og K's statsrevisorer ville afgive en mindretalsudtalelse.

"Jeg har hele tiden haft en fornemmelse af, at der var nogen fra regeringens side, der var interesserede i at trække i trådene, og at uenigheden mellem statsrevisorerne ikke var betinget af de to som personer, men derimod skyldtes, at de var blevet bedt om at indtage de positioner, de indtog," sagde Peder Larsen til Avisen.dk.

Det er helt utilstedeligt for Henrik Thorup, som sammen med Helge Adam Møller, (K), og Svend Erik Hovmand, (V), repræsenterer regeringsflertallet blandt statsrevisorerne.

Peder Larsen fra SF

"Helge og Svend Erik er venlige mennesker, men det skulle han ikke have sagt om mig!"

Siger Henrik Thorup, der som den eneste af de seks statsrevisorer ikke var tilstede på mødet i juni 2009, da han var erklæret inhabil. Han er medlem af Danske Regioner og derfor kunne han ikke som statsrevisor behandle en sag om betaling for privathospitaler, som hører under regionerne.

"Formanden taler ikke på kollegiets vegne, han taler som Peder Larsen fra SF," fortsætter Henrik Thorup sin kritik af Peder Larsen.

Han, Henrik Thorup, vil nu sende et brev rundt til de øvrige statsrevisorer og tage sagen op, når statsrevisorerne har deres næste møde.

Peder Larsen tager kritikken roligt:

Tager det med sindsro

" Der er kommet noget frem, en e-mail, som jeg ikke kendte til, og det skal jeg forholde mig til," siger Larsen, som var tilhører til det over fire timer lange samråd med Lars Løkke.

"Jeg må konstatere, at statsministeren ikke angreb mig, at han ikke angreb institutionen og at de to kolleger, som jeg har 'hængt' ud, ikke har reageret. Så det tager jeg med sindsro," siger Peder Larsen.

"Og jeg er da lettet over, at statsministeren ikke tilbageviste, at der havde været en påvirkning - han hævdede bare, at han ikke personligt havde gjort det."

Lader mig ikke påvirke

Den konservative Helge Adam Møller sendte torsdagen igennem forskellige signaler. Først skældte han ud på S og SF for at beskylde ham for at have taget imod instrukser - en skæld-ud, han gentog, da Avisen.dk. mødte ham på vej ud af Christiansborg:

"Jeg lader mig ikke påvirke af nogen. Ikke af statsministeren, ikke af dronningen og ikke af Peder Larsen," sagde majoren fra Næstved til Avisen.dk.

Senere kunne han ikke forstå, at Statsministeriet kendte til hans mindretalsudtalelse:

"Jeg anede det ikke på forhånd, selvom jeg selvfølgelig havde overvejet muligheden", siger han til Ritzau.