Rita Sønderby bruger ofte nattetimerne på at jage mårhunde, som er en hastigt voksende trussel mod fredede dyr. Foto: Foto: Lise Soelberg Frydendahl - DR Midt & Vest/

Rita sidder på lur med skarpladt gevær: "Jeg gør samfundet en tjeneste"

16. dec 2019, 19:21
Der er ikke udstyr nok til at dræbe den altædende mårhund - otte kommuner sender nu nødråb til miljøministeren.

Utallige nattetimer tilbringer Rita Sønderby udenfor med et skarpladt gevær og en termisk kikkert inden for rækkevidde.

Hun er der ikke for sin fornøjelses skyld.

LÆS OGSÅ: Danske millionær-tvillinger kan ikke udstå hinanden: Så rige er de

- Jeg føler, jeg gør samfundet en tjeneste, hver gang jeg skyder én, fortæller hun til DR P4 Midt & Vest.

Hun går på jagt efter mårhunden. Mest af alt ligner den et nuttet bamsedyr med sine mørke øjne og buskede kinder. Men dyrearten er invasiv. Og en dygtig dræber og dermed en trussel mod fugle, små pattedyr og insekter. Den æder alt. Også fredede dyr.

- I området, hvor jeg bor, er der ikke de fugle, der har været tidligere. Ungerne bliver spist, før de er gamle nok til at komme på vingerne. Det er trist, siger Rita Sønderby.

Flere steder i landet ligger jægere som Rita Sønderby frivilligt på lur efter mårhunden. Jagten kræver særligt udstyr såsom vildtkameraer, særlige foderpladser og grønt LED-lys til brug i de mørke nattetimer. Den slags er ikke gratis.

Derfor har lokale jagtforeninger rundt om i landet med støtte fra de lokale kommuner skaffet udstyret, som udlånes til medlemmer, der hjælper med at bekæmpe mårhunden.

Men det er ikke nok.

- Når folk ringer til os og efterspørger grej, så kan vi desværre ikke udlevere mere, for vi har ikke mere end det, der er ude at køre i forvejen, forklarer Rita Sønderby, der også er formand for Husby Jagtforening og medlem af Holstebro Jægerråd.

Kommuner sender nødråb

Mårhunden er i eksplosiv vækst. I 1995 var der registreret 10 mårhunde i Danmark. Om 5-10 år forventer man, at der er 30.000 mårhunde, hvis udviklinger fortsætter.

Derfor sender otte kommuner nu et nødråb til miljøministeren.

- Det er simpelthen nødvendigt, at staten bidrager ved at tage tegnebogen op. Ikke mindst fordi der er en meget stor bestand af mårhunde på statens arealer, siger Karsten Filsø (SF), formand for miljøudvalget i Holstebro Kommune til DR P4 Midt & Vest.

Miljøstyrelsen uddeler hvert år 4,5 millioner kroner, som bruges til at komme invasive dyr til livs.

Kommunerne beder ikke om et eksakt beløb, men Karsten Filsø anslår, at der er brug for 5-10 millioner kroner alene til at bekæmpe mårhunden.

Brevet til miljøministeren er underskrevet af Holstebro -, Skive -, Lemvig -, Struer -, Ringkøbing-Skjern -, Viborg -, Ikast-brande - og Herning Kommune.