Der er politisk enighed om, at ansatte i risikogruppen kan sendes hjem på sygedagpenge. Foto: Olafur Steinar Getsson/Ritzau Scanpix

Regeringen og partierne enige: Sådan skal risikogrupper hjælpes

13. maj, 16:55
A4 Arbejdsmiljø erfarer, at regeringen og Folketingets partier er enige om en løsning for risikogrupper, der kan blive alvorligt syge med coronavirus, hvis de smittes på jobbet.

Nu er der omsider landet en løsning for kronisk syge og andre i risikogruppen, der kan blive alvorligt syge ved smitte med coronavirus. Det meddeler flere partere fra forhandlingerne.

Løsningen bliver, at ansatte i risikogruppen kan blive sendt hjem på sygedagpenge. Det blev beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) og Folketingets beskæftigelsesordførere enige om efter et møde onsdag. Det ventes, at aftalen præsenteres inden for få dage.

Dermed bliver en mulig lønkompensationsordning droppet, som også har været på forhandlingsbordet.

- Det er sent, at regeringen kommer op med en løsning. Det har vi ventet på i tre uger. Nu kan folk i risikogruppen blive sendt hjem på sygedagpenge, siger beskæftigelsesordfører i Dansk Folkeparti, Bent Bøgsted.

Enhedslistens arbejdslivsordfører, Victoria Velasquez, glæder sig over, at der nu kommer en afklaring.

- Først og fremmest er det godt, at vi får en løsning der kommer ud og virker hurtigt. Mange har med god grund haft ondt i maven over at vente på en afklaring, siger hun.

Karsten Hønge (SF) er enig.

- Det er godt, at vi får løst sagen langt om længe, siger han.

Pårørende i venteposition

Til gengæld er der endnu ikke fundet en løsning til pårørende, der har ægtefæller eller børn i risikogruppen. Men der arbejdes fortsat på en afklaring for dem, var meldingen efter dagens møde mellem beskæftigelsesministeren og Folketingets partier.

- Ministeren sagde, at vi snarest muligt skulle finde en løsning for pårørende også. Men jeg er totalt træt af, at der ikke er noget håndfast på, at det kommer til at ske, siger Karsten Hønge.

Bent Bøgsted efterspørger en større vilje hos regeringen til at finde en løsning for de pårørende, men Victoria Velasquez er glæder sig.

-  Jeg er glad for, at der kommer en løsning, der kan gå. Der er lagt op til, at der skal findes en løsning for de pårørende, og det har vi efterspurgt, siger hun.

Regeringen og Folketingets parter afsatte for tre uger siden en pulje på 200 millioner kroner til at hjælpe sårbare ansatte, der kan blive alvorligt syge ved smitte med coronavirus. Det er denne pulje, der nu bliver udmøntet.

A4 Arbejdsmiljø arbejder på en kommentar fra beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S).