Rige børn leger bedst: De rige flytter sammen

19. aug 2010
Hellere Holte end Hanstholm tænker de rige og flytter sammen i Nordsjælland

Rige børn leger bedst.

Og rige vil gerne bo tæt på hinanden.

Derfor flygter de fra udkants-Danmark og ind til de rige kommuner i Nordsjælland, hvor husstandsindkomsten i forvejen ligger på den pæne side af millionen.

Fra Hanstholm til Holte

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Det viser en analyse, som AE-rådet har lavet for Avisen.dk. Fra 2001 til 2007 mistede de ti kommuner med færrest rige – som Thisted, Lemvig og Struer – hver 100 velhavende borgere.

På samme tid fik de ti kommuner med flest rige – alle i København eller Nordsjælland – hver 1.640 nye velhavere i snit.

Og Holte-kommunen Rudersdal er de riges yndlingsby. Her har Venstre-borgmesteren Erik Fabrin kunnet byde velkommen til 4.200 nye borgere siden 2001.

Læs også: Se hvor mange rige der bor i din kommune

Man flytter, når man bliver rigere

Det undrer ikke de riges ejendomsmægler, Jan Fog:

”Det er en sociologisk udvikling, der er helt naturlig. Folk vil være, hvor der er flere af samme slags. Man følger med strømmen. Hvis de andre velhavende flytter til Nordsjælland, følger man med,” siger juristen og ejendomsmægleren med de eksklusive ejendomme.

”I gamle dage blev man boende, selvom man blev rigere. Jeg havde en onkel, der boede hele sit liv i Vanløse i et lille hus ud til jernbanen. Han blev stenrig, og efterhånden kørte han da også i Bentley, men han flyttede ikke. Det havde ikke betydning for ham,” siger Jan Fog.

Ingen grænser ved Øresund

Økonomisk set er det også en fordel at bo i et af de eksklusvive postnumre, hvis pengene skal investeres i boligen, mener Jan Fog.

”Der er grænser for, hvad en villa kan bære prismæssigt. Hvis du sætter dit hus på Lyngbyvej virkelig flot i stand, så får du bare ikke pengene igen, når du skal sælge, for den villa bliver alt for dyr i forhold til beliggenheden," siger Jan Fog.

Og fortsætter:

"Men der er ikke noget loft for, hvad du kan få for en villa ved Øresund.”

Nordenfjords

Verden ser helt anderledes ud i den anden ende af landet, i Thisted i Thy. Her er kun en ud af 100 indbyggere med i de "riges klub" og det koster både arbejdspladser og velfærd, når de rige vælger Thisted fra.

I 2011 skal Thisted Kommune spare 50 millioner kroner, bl.a. fordi kommunen har mistet arbejdspladser.

“Jeg synes, det er ærgerligt, at de højtlønnede ikke slår sig ned heroppe. Men det er sværere for dem at få karrierejob heroppe og det spiller nok en større rolle for folk, der har brugt mange år på at tage en lang uddannelse,” siger Thisteds borgmester, Lene Kjeldgaard Jensen, (V).

 

Her bor de rige

Andel rige indbyggere i procent i (parentes)

 

1. Rudersdal (27,5)

2. Gentofte (26,4)

3. Hørsholm (23,4)

4. Lyngby-Taarbæk (15,8)

5. Furesø (14,7)

 

Her bor de rige IKKE

1. Thisted (0,9)

2. Skive (0,9)

3. Lemvig (0,9)

4. Kalundborg (1,0)

5. Nordfyn (1,0)

 

 Se hele listen her

Kilde: AE-rådets analyse "De rigeste familier" fra 2001 til 2007


 

  • Antallet af rige danskere er eksploderet siden 2001 - Avisen.dk tager dig med ind i de riges klub.