
Revser ministerier: Mangler retningslinjer om sexisme
Indsatsen mod sexisme og sexchikane halter i flere af landets tunge ministerier.
Hverken Statsministeriet, Finansministeriet eller Klimaministeriet har således nedskrevne retningslinjer om sexisme og sexchikane.
Det viser en aktindsigt, som netmediet Altinget har fået i ministeriernes arbejdspladsvurderinger (APV'er) og nedskrevne retningslinjer.
LÆS OGSÅ: Enhedslisten: Styrk arbejdsmiljøet med en milliard over fem år
Det møder nu kritik fra Institut for Menneskerettigheder, Kvinfo og Djøf, hvor sidstnævntes arbejdslivspolitiske chef, Edith Jakobsen, overfor Altinget kalder de manglende retningslinjer 'problematisk' og 'uholdbart'.
- Vi ved, at alene det at have en politik på området virker forebyggende. Så det bør alle ministerier selvfølgelig have, siger Edith Jakobsen til Altinget og tilføjer, at retningslinjerne skal bruges aktivt.
Uhensigtsmæssige spørgsmål i APV'er
Institut for Menneskerettigheder, Kvinfo og Djøf er alle forundrede over de 'uhensigtsmæssige' spørgsmål i ministeriernes APV'er. De tre organisationer mener, at der i APV'erne spørges for ukonkret ind til 'uønsket seksuel opmærksomhed' eller 'sexchikane', fordi begreberne her er slået sammen med oplevelser om mobning.
Dertil har flere ministerier sidestillet spørgsmål om mobning, uønsket seksuel opmærksomhed og krænkende adfærd, ved at slå det sammen under ét, hvilket Kasper Møller Hansen, professor i statskundskab ved Københavns Universitet, kritiserer overfor Altinget.
LÆS OGSÅ: Lavtlønnede oplever mere seksuel chikane end højtlønnede
Ifølge Kasper Møller Hansen står det nemlig fuldstændigt hen i det uvisse, hvad begreberne dækker over, ligesom han understreger, at mobning og krænkende adfærd ikke bør sidestilles.
Medarbejder- og Kompetencestyrelsen, der har udarbejdet spørgerammen, som ministeriernes APV-undersøgelser tager afsæt i, oplyser til Altinget, at de nu vil se på, om spørgerammen kan udformes anderledes fremadrettet.
Til Altinget oplyser både Statsministeriet og Klimaministeriet, at man arbejder på at få retningslinjer om seksuel chikane på plads, mens Finansministeriet ikke har besvaret Altingets uddybende spørgsmål.