20210111114532466_1000
Efterforskningen af det formodede drab på Maria From Jakobsen har vist, at den sigtede i sagen, Thomas Gotthard var på Frederikssund Genbrugsplads 6. november klokken 13.23. På genbrugspladsen bortskaffede han blandt andet en sækkevogn og en blå fodertønde. Politiet har offentliggjort billeder fra genbrugspladsen. Foto: Nordsjællands Politi/Free

Fortsat lukkede døre i sag om forsvundet kvinde og drabssigtet præst

11. jan 2021, 14:50
Retten i Hillerød beslutter mandag, om en præst, der er sigtet for drab på hustru, fortsat skal være fængslet.

Det bliver mandag ikke muligt for offentligheden at få et yderligere indblik i sagen mod præsten Thomas Gotthard, der er sigtet for at have dræbt sin hustru, Maria From Jacobsen.

For ligesom ved forrige retsmøder har dommeren i Retten i Hillerød valgt at det skal være for lukkede døre ved mandagens retsmøde, der handler om, hvorvidt Thomas Gotthard fortsat skal være varetægtsfængslet.

De lukkede døre betyder, at pressen og tilhørere er blevet smidt ud og ikke får indblik i, hvad der kommer frem under retsmødet.

- Det er af hensyn til de alvorlige sigtelser, der er rejst, og at forurettede endnu ikke er fundet, siger dommeren.

Inden pressen blev smidt ud, kunne journalisterne dog se Thomas Gotthard, der medvirkede i retsmødet via en videoforbindelse fra arresten.

Thomas Gotthard har siddet fængslet siden 16. november. Hustruen, der er psykolog, har været forsvundet siden slutningen af oktober. Og selv om hun ikke er fundet, mener politiet, at hun er blevet dræbt.

I første omgang var der tilsyneladende ikke mistanke om en drabssag.

Politiet udsendte i slutningen af oktober en efterlysning, da Maria From Jakobsen ifølge hendes mand havde forladt parrets hjem 26. oktober i nedtrykt sindstilstand og var forsvundet.

Men senere fik politiet mistanke om, at der var sket en forbrydelse, og tre uger senere blev hendes mand anholdt, fængslet og sigtet for drab.

Politiet har i sagen offentliggjort flere billeder af Thomas Gotthard, og torsdag efterspurgte politiet tip fra folk, som kan have set præsten med en blå fodertønde eller en grå sækkevogn fra 1. til 6. november.

Efterforskningen har nemlig vist, at Thomas Gotthard den 6. november klokken 13.23 - 11 dage efter at hustruen forsvandt - skilte sig af med en blå fodertønde og en grå sækkevogn på Frederikssund Genbrugsplads.

Tidligere har flere medier, som fik fat i retsbogen fra grundlovsforhøret, rapporteret, at præsten angiveligt skal have søgt på nettet om havdybde, olietønder, selvmord og forsvinden.

Det fremgik også af retsbogen, at politiet havde fundet store mængder kaustisk soda og saltsyre hos manden.

Personer, der har oplysninger i sagen, kan kontakte politiet på telefon 114.

/ritzau/