restaut__rer
Lars Mouritzen (til venstre) er både restauratør og formand for restauranternes brancheorganisation Horesta i Nordjylland. Lars Stæhr (til højre) har drevet sin café siden 2006. De er begge ramt af nedlukningen i Nordjylland. Foto: Privat

Restauratører i Nordjylland: - Vi er gæve nordjyder, vi er vant til at kæmpe

6. nov 2020, 14:35
I fire uger skal de nordjyske caféer og restauranter holde lukket. Det er alvorligt, og rigtig svært at holde humøret højt, når man ikke ved, om man har sin virksomhed i fremtiden. A4 Arbejdsliv har talt med to caféejere, der forventer hurtig og stor hjælp fra staten.

Fredag håber Lars Stæhr, der kommer rigtig mange gæster i hans cafe.

Det gør han selvfølgelig altid, men denne fredag har et stort antal gæster på Café Stæhr ekstra stor betydning. I går fik han nemlig besked om, at hans cafe, der ligger i Frederikshavn, skal lukke ned i fire uger for at forhindre smitte med den muterede coronavirus fra mink.

LÆS OGSÅ: Nordjyske firmaer hiver få ansatte over kommunegrænser: 'Vi bider tænderne sammen'

- Jeg håber, der kommer en masse lokale gæster i dag, så vi ikke skal smide alt for mange madvarer ud. Jeg har netop måttet aflyse en begravelse i morgen og er blevet nødt til at finde en anden løsning med, at vi leverer mad ud af huset i stedet for.

Løsningen med at bringe mad ud af huset er dog ikke noget, som den 64-årige Lars Stæhr satser på.

Jeg kan lide kontakten med mange mennesker. Det er det, der driver mig. Jeg har en alder, hvor jeg kunne have været gået på efterløn. Men det har jeg slet ikke lyst til.
Lars Stæhr , ejer af Café Stæhr

- Vi er en frokostrestaurant, der er afhængig af stamgæster og turister. Men turister har vi måttet undvære længe. Vi har ikke noget grundlæg for at kunne levere take-away. Jeg håber på, at vi får en bedre hjælpepakke fra regeringen, end vi gjorde sidst. Så det ikke kun er lønkompensation og faste udgifter, der dækkes. Jeg håber også på at kunne få dækket en ejerløn - ellers har jeg som ejer jo ingen indkomst. 

Lars Stæhr tjener dog lidt penge på at sælge julekalendere, som han og personalet pakker.

Den manglede indkomst er kun den ene del af de bekymringer, som Lars Stæhr, der har drevet restauranten siden 2006, har.

- Jeg kan lide kontakten med mange mennesker. Det er det, der driver mig. Jeg har en alder, hvor jeg kunne have været gået på efterløn. Men det har jeg slet ikke lyst til.  Jeg kommer til at mangle den daglige kontakt med gæsterne.

I Café Stæhr er der fire ansatte med efternavnet Stæhr, både hans svigerdatter og tre børnebørn er med at holde hjulene i gang. Lars Stæhr drømmer om, at der engang kan ske et generationsskifte i virksomheden.

- Jeg har ikke planer om at kaste håndklædet i ringen. Men jeg kan jo blive tvunget til det, hvis det fortsætter med, at vi skal holde lukket. I første omgang er det fire uger, men erfaringen viser jo desværre, at de fire uger hurtigt kan blive til otte, siger Lars Stæhr.

Bare vi kunne se lyset

Den bekymring har Lars Mouritzen, der både er formand for brancheforeningen Horesta i Nordjylland, og selv driver to virksomheder med spisesteder, også.

- Hvis bare vi kunne se lys for enden af tunnelen, så man kunne regne på, hvad der kan svare sig. Som restauratør er det traditionelt november og december, der er de gode måneder. Januar og februar er de sløve. Lige nu ved vi ikke, om vi overhovedet må holde åbent i de gode måneder. Vi ligger totalt ned. Vi har været tvangslukket en gang og nu en gang til. Det er virksomheder, der kun hænger i med neglene. De har brug for kompensation og hjælp nu.

Lars Mouritzen har Restaurant Papegøjehaven i Aalborg Kongres- og Kulturcenter. Den er ikke er ramt af nedlukning. Desuden ejer han Rønnes Hotel Jammerbugt i en af de tvangslukkede kommuner.

Men selv den restaurant i Aalborg, der ikke skal holdes lukket, er ramt af restriktioner.

Mange ved ikke på nuværende tidspunkt, om de går konkurs, om de skal vælge at fyre deres ansatte eller sætte dem på lønkompensation. Og jeg frygter, at der er mange, der vælger at fyre
Lars Mouritzen, formand for Horesta i Nordjylland

- Jeg har personale, der bor i de nedlukkede kommuner. Må de komme på job, selvom det ikke er et kritisk erhverv? Eller betyder det, at jeg skal ud og finde erstatninger. Så har jeg dobbeltlønninger, siger Lars Mouritzen, der udover at skulle forholde sig til kriseramte Horesta-medlemmer også skal bruge sin tid på at lukke sin virksomhed ned for de næste fire uger.

Hvordan holder man humøret højt?

- Det er også rigtig svært. Mange ved ikke på nuværende tidspunkt, om de går konkurs, om de skal vælge at fyre deres ansatte eller sætte dem på lønkompensation. Og jeg frygter, at der er mange, der vælger at fyre. Vi står i en situation, hvor vi vil kaste rigtig mange ud i arbejdsløshed. Og for dem, der ejer deres virksomheden personligt, kan det have uoverstigelige konsekvenser. Men vi er gæve nordjyder, vi er vant til at kæmpe.

Regeringen har endnu ikke meldt ud hvilken type hjælp, de tvangslukkede virksomheder får.

-  Vi regner som minimum med at få det, som vi fik i foråret, siger Lars Mouritzen.

LÆS OGSÅ: Trods kritik fra restauranter: Fagforbund og arbejdsgivere vil forlænge arbejdsfordeling

Restauranterne i de syv nordjyske kommuner Hjørring, Frederikshavn, Brønderslev, Jammerbugt, Thisted, Vesthimmerland og Læsø skal være lukkede indtil 3. december.