20201229040852605_1000
Hospitaler i England risiskerer at blive overvældet af et stigende antal covid-patienter. (Arkivfoto) Foto: Hannah Mckay/Reuters

Rekordmange smittede fylder engelske hospitaler op

29. dec 2020, 09:21
Storbritannien kæmper i øjeblikket med det højeste antal daglige smittetilfælde siden pandemiens begyndelse.

På intet tidspunkt i pandemien har der været lige så mange indlagte coronapatienter i England som i øjeblikket.

Således er antallet af patienter, der bliver behandlet for coronavirus på Englands hospitaler, steget til 20.426.

Hidtil blev det højeste antal indlæggelser målt i april med omkring 19.000 indlagte.

Det viser tal fra det engelske hospitalsvæsen, NHS England, ifølge BBC.

Storbritannien ser i øjeblikket også de højeste antal daglige smittetilfælde siden pandemiens begyndelse.

Mandag blev der opdaget 41.385 nye smittetilfælde, hvilket er første gang, at det daglige antal overstiger 40.000, skriver BBC.

Men da teststrategien ikke var fuldt udviklet i foråret, kan antallet af indlæggelser give et mere retvisende billede for, hvordan pandemien står til.

Det antages, at antallet af smittede i foråret var langt højere end det tal, der blev registreret.

De rekordhøje smittetal og de mange indlæggelser bekymrer det engelske hospitalsvæsen.

Ifølge medicinsk direktør for NHS England Yvonne Doyle risikerer hospitalsvæsenet at blive overvældet.

- Det meget høje antal af smittede giver en voksende bekymring på nuværende tidspunkt, hvor vores hospitaler er meget sårbare med et stigende antal indlæggelser, siger Doyle.

Sundhedsembedsfolk i Wales og Skotland har også udtrykt bekymring for, at hospitaler bliver fyldt til bristepunktet med coronapatienter.

Storbritannien og særligt det sydlige England kæmper for tiden med at få en ny variant af coronavirus under kontrol. Britiske eksperter vurderer, at den er omkring 70 procent mere smitsom end den mere almindelige variant.

Det har ført til en hastigt voksende smittespredning, hvilket fik premierminister Boris Johnson til at indføre strenge nedlukninger i London og resten af det sydøstlige England hen over julen.

/ritzau/