Tæt på verden: Rejste med tre milliarder kr. i rejsevaluta

21. feb 2011
Nogle mener, at han er frontmand og finansiel fixer for Hosni Mubarak, og at deres fælles formue gør dem til verdens rigeste.

En nær ven af Mubarak-familien, Hussein Salem, blev i revolutionens første dage antastet i Dubai lufthavn med $500 millioner, knap tre milliarder kroner, i rejsevaluta. Den tidligere spion anses for at være Mubarak-familiens fixer og skulle have et broderligt forhold til den nu afsatte præsident.

I løbet af de første dage af demonstrationerne bemærkede en ansat i lufthavnen 19 private jets, der fragtede velhavende egyptiske og arabiske forretningsfolk og deres familier ud af landet. En af dem var netop Hussein Salem. Oplysningen om de mange penge stammer fra et israelsk erhvervsmedie.

Hussein Salem er lidt af et mysterium, idet han sjældent er blevet interviewet. Manden har et specielt tæt bekendtskab af Gamal Mubarak, den afsatte præsidents yngste søn, som alligevel ikke bliver arvtager af jobbet. Salem menes at være familiens nære fortrolige. En af Salems sønner sad med Gamal i regeringspartiets politiske udvalg.

Salems nuværende forretninger

Under demonstrationerne menes Hosni Mubarak at have opholdt sig i kystbyen Sharm el-Sheik i et golf-resort ejet af Hussein Salem. Det gør han stadig, for paladset er bygget af vennen. Forretningsmanden er formand for et firma ved navn KHS Group, der ejer hoteller flere steder, vandværker og energiforsyning.

Salem er partner med en israeler i firmaet EMG, East Mediterranean Gas Company, der sælger naturgas til Israel. Han ejer 28 procent efter amerikanske investorer og et Thailandsk olieselskab overtog et meget stort parti aktier i 2007.

EMG sælger for milliarder til et israelsk elselskab og indgik i december 2010 en milliardkontrakt om leverancer til Israel Corporation Inc, Israels største holding selskab, der bl.a. laver gødning. Kritikere fremhæver, at han har en 15 års leveringsaftale af alt for billig gas med Israel.

Baggrund på Hussein Salem

Kritikere af det nu styrtede regime har undersøgt Salems baggrund og vælger at karakterisere Hussein Salem som Sharm el-Sheiks godfather. Han var en af de visionære bag resort-byen i ørkenen, opbygger af vandforsyningen og konstruktør af den første moske i området og meget andet. Partner i udviklingen af hotelkomplekserne var Gamal Mubarak.

Rigmanden er kun lidt kendt i Egypten trods sine enorme forretninger. Kritikere har været bange for at omtale ham, siger de selv.

Salem er flittigt omtalt i amerikanske bøger. Watergate-journalisten Bob Woodward skriver om våbenhandler i 1970'erne gennem et selskab bl.a. ejet af Salem, Hosni Mubarak og hans familie. Et parlamentsmedlem tog sagen op, men han forsvandt hurtigt fra forsamlingen. Forbindelse til den amerikanske efterretningstjeneste CIA omtales flere gange.

Et af hans partnerskaber kom til at overfakturere Pentagon for 8 millioner dollars, men de slap for en dom ved at betale tre millioner dollars som undskyldning og erstatning. Uregelmæssighederne skete ved egyptiske indkøb af amerikanske våben for amerikanske penge. Anklager om illegale overførsler af penge til ledende mænd i Ægypten blev aldrig undersøgt.

Helt ude af egyptiske overskrifter har han ikke været. I 1991 sank en færge, som han ejede, og mellem 600 og 1.400 druknede. Det lave tal er det officielle. Oppositionsfolk var igen kritiske, da han indgik partnerskab med israelere i et kontroversielt olieselskab.

Hussein Kamal El Din Salem menes at være født i Sinai i 1928 og skulle nu være pensioneret. Han børn har overtaget de fleste af forretningerne. Spekulationerne om Hussein Salem er mange, og hans forhold bliver og vil blive endevendt, såfremt et demokratisk styre kommer til magten i Egypten.

Nogle mener, at han er front-mand og finansiel fixer for Hosni Mubarak, og at deres fælles formue gør dem til verdens rigeste.

Gør-det-selv guide

Oplysningen om, at Hussein Salem blev stoppet i Dubai afvises af nogle kilder, der siger, at han er set i Schweiz. Ingen rapporterer endnu, hvad der er blevet af de mange penge. I øvrigt ringede den pressesky finansmand den 3. februar til en egyptisk TV-station og benægtede, at han var flygtet ud af landet.

Vittige hoveder på internet har regnet på, hvor mange penge eller guldbarrer man kan proppe ind i en G5. En Gulfstream 5 er de riges foretrukne private jet. Rejsen går slet ikke med guld, fordi selv uden passagerer er der kun plads til barrer for $150 millioner dollars, hvis flyet skal kunne lette.

Beregningerne viser derimod, at hvis man putter kufferter med pengesedler i samtlige bagageholdere i flyet kan $500 millioner rimeligt godt være der, og flyet kan medtage 18 passagerer. Bloggerne anbefaler dog, at Egyptens rige bruger større fly.

Tæt på verden

To af landets mest erfarne u-landsjournalister, Anne Hyll-Müller og Dan Larsen, skriver nyheder om de fattige lande for Avisen.dk. Danida bidrager til projektet.