Regeringen arbejder på at åbne tidligere op for udlandsrejser til nogle lande. (Arkivfoto) Foto: Albert Gea/Reuters/Ritzau Scanpix

Rejsebranche: Vi er klar til at sende folk på ferie

13. jun 2020, 13:00
Lempes rejsevejledninger, kan man hurtigt komme på ferie, siger brancheforening. Det er uvist, om folk vil ud.

Hvis regeringen lemper rejsevejledningerne, der lige nu fraråder ikke-nødvendige rejser til det meste af verden frem til 31. august, kan rejsebureauerne på cirka to uger blive klar til at sende folk afsted på ferie.

Det vurderer Lars Thykier, administrerende direktør i brancheforeningen Danmarks Rejsebureau Forening, som repræsenterer omkring 100 mindre og mellemstore rejseselskaber i Danmark.

Udenrigsministeriet oplyser, at regeringen arbejder på at åbne tidligere op for udlandsrejser til nogle lande. Det er dog uvist, hvad en mulig lempelse af vejledningerne konkret vil dække over.

Lars Thykier forestiller sig, at man kunne tillade rejser til EU-lande fra 1. juli.

- Jo tidligere, jo bedre. Får vi at vide på mandag den 15. juni, at man har lyttet til EU-Kommissionen, der har anbefalet at åbne grænserne i EU-lande, og får vi cirka 15 dage at planlægge i, kan man få en charterrejse fra 1. juli, mener han.

Han siger, at man næsten med det samme vil kunne skabe individuelle rejser til folk, mens de samlede pakkeløsninger for charterrejser kræver omkring to ugers tid.

Det helt store spørgsmål er dog, om danskerne overhovedet har lyst til at rejse, siger Lars Thykier.

For rejserne vil skulle bestilles med meget kort varsel.

- Hvis man ikke er sikker på, at man kan få flyet fyldt stort set helt op, er der faktisk ikke fortjeneste på det, man laver, siger han.

Henrik Specht, direktør for Rejsearrangører i Danmark, der er charterarrangørernes brancheorganisation, tror dog, at det vil tage længere tid end to uger at blive klar til at udbyde pakkerejser.

- Det vil tage en rum tid at få mulighed for at levere produkterne. Der skal også være nok kunder, vi har mulighed for at sælge rejserne til, siger Henrik Specht.

Fra mandag frarådes rejser til Tyskland, Island og Norge ikke længere, mens ikke-nødvendige rejser til resten af verden stadig frarådes.

En måling, som Kantar Gallup har lavet for forsikringsselskaberne Gjensidige Forsikring og Gouda Rejseforsikring, viser, at en del danskere har overvejet at tage på en sommerrejse, på trods af at det frarådes til de fleste lande - knap hver tiende.

Selv om en del danskere altså er så rejselystne, at de er klar til at trodse de nuværende rejsevejledninger, mener Lars Thykier, det er svært at spå om interessen, hvis der åbnes for flere udlandsrejser.

På et normalt år uden coronakrise vil cirka to millioner danskere rejse ud i juni og juli, siger han.

- Men der er en meget stor usikkerhed i estimatet på, hvad folk har lyst til i år, siger han.

/ritzau/