Rejs gratis til Thailand som shoppingturist

15. jan 2010
Gør de store indkøb i udlandet og få til gengæld opholdet gratis. Læs hvordan.

De færreste kan sige nej til en gratis ferie. Og de færreste kan vel sige nej til, at de ikke før eller siden skal gøre nogle investeringer i tænderne eller bilen. Eller i dagligvarer eller hårde hvidevarer.

Gør det som indkøbsturist i udlandet. For det er der ifølge Forbrugerrådet god grund til.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

"Meget er alt for dyrt i Danmark. Konkurrencekulturen herhjemme er elendig. Producenter og butikker konkurrerer slet ikke nok, og forbrugerne er ikke gode til at presse priserne eller til at undersøge, hvor varer og serviceydelser fås billigst" siger Martin Salamon, økonom i Forbrugerrådet.

Pres på forretningsdrivende

Han anbefaler derfor forbrugerne til at tage til udlandet for på den måde at presse de hjemlige forretningsdrivende til at konkurrere og sætte priserne ned.

"Gør man sine investeringer i eksempelvis tøj, elektronik og bilreparationer i udlandet vil besparelsen ofte kunne betale for opholdet," siger Martin Salamon.

Fredags-spareguiden tager ham på ordet og serverer her fem spareråd, der bør kunne finansiere et udenlandsk ferieophold.

Briller i Rom

Myndighederne har ved flere lejligheder kritiseret danske optikere for et alt for højt prisniveau, og tal fra optikernes europæiske brancheforening beviser, at danskerne betaler rigtig mange penge for briller.

I Italien og England, eksempelvis, er de til gengæld langt billigere – i nogle tilfælde koster en mærkevarebrille her under det halve.

Aftal derfor med svagtseende venner eller familiemedlemmer, at I udskyder investeringen i nye briller til et tidspunkt, når alle ønsker ferie og nye briller.

Bestil i god tid køber discountflybilletter til eksempelvis Rom, hvor udvalget er enormt, priserne meget lavere og udbyderne mange flere end i Danmark, hvor relativt få store optikerkæder dominerer markedet.

Automekaniker i Polen

Det er ingen hemmelighed, at autoværksteder syd for den dansk-tyske grænse er markant billigere end dem på den nordlige side.

Eller for den sags skyld på den østlige side af Øresund.

Hvad færre måske tænker på er, at polske mekanikere er endnu billigere, og at besparelsen på en større reparation i Polen sagtens kan finansiere en miniferie for dem, der kan være i bilen – hvis den ellers er i stand til at bringe jer frem.

Tøj og tandlæge i Thailand

Står du overfor en større ommøblering af tandsættet, skal du rodbehandles, skal der guld, porcelæn, implantater eller broer i munden, så investér i en returflybillet til Bangkok, der kan erhverves for 4.000-5.000 kr.

Kost og logi koster ikke det noget særligt derude, og tandlægerne er ofte internationalt akkrediteret og mindst ligeså kompetente som vesteuropæiske.

Deres priser kan være 70 pct. lavere, hvilket kan veksles til en uge på et sydthailandsk strandhotel.

Fyld en varevogn med dagligvarer fra Østeuropa

Det er langt dyrere at fylde indkøbskurven i Danmark end i andre EU-lande. Velkendte sparetips er at køre til Sverige eller Tyskland for at fylde indkøbsvognen og bagagerummet

Men fredagsspareguiden tør anbefale, at man fuldender konceptet ved - i en varevogn – at besøge til Polen eller et andet østeuropæisk land for at feriere - finansieret ved at handle ikke-ferske fødevarer, sodavand, øl, vodka, pølser, bleer, printerpatroner - og alt hvad du nu ellers opdager er langt, langt billigere end herhjemme.

Byggematerialer og hvidevarer i Tyskland

Ønsker du at udskifte din vaske- eller opvaskemaskine, eller skal du i gang med en ombygning af køkken eller badeværelse, svarer det sig at handle stort ind i Tyskland, hvor stort set alle hvidevarer, byggematerialer, sten og armaturer er langt billigere end hjemme.

Glem ikke, at Hamborg med sit opland er blandt Europas største byer med et enestående udbud af teatre, museer og hoteller. Nattelivet, havnen og søerne kan også være et besøg værd, og det kan et besøg i Hamborgs enorme byggemarkeder sagtens finansiere.

Fredag er sparedag

Det skal ikke være surt at spare. Og når man sparer på noget, skal man ikke kun tjene penge. Det skal gøre livet en smule sjovere og enklere. Det er princippet i Avisen.dk's spareguide, som hver fredag morgen leverer dig fem konkrete sparetips.

________________________

Sådan er reglerne

  • Ifølge EU-regler har du altid minimum 2 års reklamationsret på varer købt inden for EU, og du skal ikke betale told og afgifter.
  • Er en vare eller service er købt uden for EU, kan der være meget begrænset reklamationsret.
  • Kommer du med fly eller skib fra et land uden for EU, må du medbringe for 3.250 kr. uden at betale told og afgifter.
  • Kommer du med bil, bus eller tog fra et land uden for EU, må du told- og afgiftsfrit medbringe varer for 2.250 kr.
  • Du kan uden at betale afgift eller told i hele verden få udført ligeså mange serviceydelser, herunder reparationer, tandbehandlinger, plastikoperationer, som du vil.