Udmeldingen fra Region Hovedstaden kommer efter en lignende melding fra Region Midtjylland, som mandag oplyste, at den aflyser 400 planlagte operationer frem mod nytår. (Arkivfoto). Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Region Hovedstaden udskyder op mod 40 procent af behandlinger

15. dec 2020, 20:00
Antallet af coronaindlagte vil påvirke, hvor mange behandlinger der skal udskydes i hovedstaden.

Hospitaler i Region Hovedstaden udskyder op mod 40 procent af ikke-akutte behandlinger. Det skal give plads til et stigende antal indlagte med coronavirus.

Det oplyser regionen i en pressemeddelelse. Den sætter ikke et præcist tal på, hvor mange behandlinger der bliver udskudt. Men det vil gælde både kontroller, udredninger og planlagte operationer.

- Vi vil gerne undgå den massive lukning af planlagte behandlinger, vi havde i foråret.

- I stedet vil det enkelte hospital se på, hvad der giver mening for deres organisering, så vi kun lukker det nødvendige, siger lægefaglig koncerndirektør Dorthe Crüger i pressemeddelelsen.

Hun oplyser, at det både er antallet af indlagte patienter med coronavirus samt sygdom og hjemsendelse personale, der kan påvirke, hvor mange behandlinger der bliver udskudt.

Udmeldingen fra Region Hovedstaden kommer efter en lignende melding fra Region Midtjylland, som mandag oplyste, at den aflyser 400 planlagte operationer frem mod nytår.

De aflyste operationer i Midtjylland skyldes også et stigende pres på grund af flere coronaindlagte. Også Region Sjælland har aflyst planlagte operationer for at frigøre personale og sengepladser til coronapatienter.

Ifølge Dorthe Crüger er det nødvendigt at forberede sig på en juleperiode med tryk på i hovedstaden.

- Vi er nødt til at ruste os til en jul med et massivt pres.

- Jeg har heldigvis aldrig oplevet en krig. Men lige nu opleves det, som om coronatropperne står lige uden for byen. Ja, måske ovenikøbet inde i byen, siger hun i pressemeddelelsen.

Regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S) opfordrer i pressemeddelelsen borgere i hovedstadsområdet til at tage ansvar for at nedbringe smitten.

- Vi kan ikke være bekendt, hvis vi ikke hver især gør, hvad vi kan.

- Bliv hjemme. Drop alle aftaler, som ikke er helt nødvendige – og tal med jeres børn og unge – og børn og unge tal med jeres forældre om at gøre det samme. Så se færre og giv helligdage til flere, siger hun.

/ritzau/