Grænserne skal åbnes for borgere fra lande med få smittede, mener regeringen. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Mette F.: Vi skal åbne mere

16. jun, 13:15
Er der styr på smittetal, så kan et lands borgere snart få lov til at besøge Danmark, siger statsministeren.

I en række lande er der nu så godt styr på smitten, at deres borgere snart kan få adgang til at besøge Danmark. Dermed kan flere turister måske snart nyde den danske sommer.

Statsminister Mette Frederiksen (S) siger tirsdag i forbindelse med statsministerens spørgetime i Folketingssalen, at regeringen nu vil opstille objektive kriterier for, hvornår et land er sikkert nok til, at dets borgere kan få lov til at rejse ind i Danmark.

Dermed kan indrejse til Danmark snart blive normaliseret for flere lande, siger Mette Frederiksen:

- Vi har først og fremmest kig på Europa, EU, Storbritannien, siger statsministeren om de lande, hvor det snart kan blive aktuelt at rejse til og fra.

Fra mandag kunne turister fra de første lande få adgang til Danmark. I første omgang blev der åbnet for turister fra Tyskland, Norge og Island, der ligesom Danmark har et lavt antal smittede og indlagte.

Mette Frederiksen vil først præsentere tiltaget for Det Udenrigspolitiske Nævn i Folketinget, inden hun går i detaljer.

Men hovedbudskabet er, at det kan blive aktuelt at rejse til og fra områder, der har godt styr på coronasmitten.

- Det er at lave en mekanisme, hvor det bliver objektivt og gennemsigtigt, hvordan situationen er i et område.

- Hvis det går godt med at bekæmpe sygdommen dér, så kan man rejse til og fra, altså ind i Danmark.

- Og så kan der godt opstå en situation, hvor tingene forværres, og hvor man så vil være nødsaget til at have rejserestriktioner i en periode, siger Mette Frederiksen.

Hun hverken kan eller vil sætte præcis dato på, hvornår det kan blive gennemført at åbne Danmarks grænser for flere lande. Men det er snart.

- Vi arbejder på fuldt tryk og håber at kunne præsentere det så hurtigt som muligt og inden sommerferien.

Om kriterierne siger statsministeren:

- Det er kriterier, som vi kender fra den hjemlige coronahåndtering og -debat.

- Altså hvor mange smittede er der, og hvordan udvikler smitten sig. Og måske også hvor god man er til at få testet, siger Mette Frederiksen.

Den kommende udvidede åbning kan få betydning for, hvor mange turister der vil besøge Danmark i sommerperioden og dermed sikre mere indtjening til turisterhvervet.

Det har været et stort ønske fra sommerhusudlejere, hoteller og restauranter at få åbnet mere, end regeringen hidtil har været villig til.

Mette Frederiksen glæder sig over, at det lave antal smittede nu betyder, at Danmark og andre lande er på vej til at normalisere rejser over grænserne:

- Tænk en gang, hvor langt vi er kommet som lande og naboer, at det nu handler om, hvor hurtigt vi kan åbne grænsen. Ikke hvor den skal gå, siger Mette Frederiksen med henvisning til genforeningsdagen med Sønderjylland mandag.

Her fejrede Danmark 100-året for Genforeningen efter grænsedragningen i 1920.

/ritzau/