Regeringen skal være mere liberal

5. aug 2008
Danskerne er ikke liberale nok. Og det er regeringens politik heller ikke men det skal der nu laves op på. Skatteminister Kristian Jensen afslører nu, at regeringen med Venstre i spidsen er i gang med en nytænkning af sin politik.

Venstre-politiker og skatteminister, Kristian Jensen, åbner nu op for den mulighed, at en liberalisering af regeringen kan komme på tale. Det skriver Politiken.

I årevis har regeringen overbebyrdet hjemmeplejen, skolerne og ældreplejen med statslige regler, der nu bør fjernes, mener skatteministeren.

Han roser samtidig Venstres erhvervsminister, Jacob Jensen, der før sommerferien fik opbakning til et erhvervsoplæg, som lægger op til, at den private sektor skal kunne varetage alle opgaver inden for folkeskolen, ældre- og hjemmeplejen. Problemet er nemlig, at regeringen i for mange år har været for tæt på midten og har glemt den liberalistiske ideologi.

- Jeg er ked af, hvis vi i Venstre ikke har vist, at vi rent faktisk er et liberalt parti. Budskabet er, at vi skal tilbage til at overlade ansvaret til det enkelte menneske. Og der er en bevægelse i øjeblikket i Venstre hen mod de mere liberale tanker. Det vi er i gang med, er at finde ny liberale bud på, hvordan vi skal løse problemerne i samfundet anno 2008, siger skatteminister Kristian Jensen (V) til Politiken.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Stat på egen regning

I årevis har statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) gjort sig umage for at overbevise de danske vælgere om, at de ikke har planer om en storstilet privatisering af den offentlige sektor.

Imens har Ny Alliance profileret sig på at være et 'ægte' liberalistisk parti, men den titel vil nogle Venstre-folk nu have tilbage. Det tyder derfor på, at der kan være et opbrud og en nytænkning i gang i regeringspartiet.

- Der er et opbrud, hvor Venstre er i gang med at formulere en lang række nye liberale tanker, som det danske samfund har brug for. Vi skal ikke tilbage til minimalstaten, men vi skal finde nye liberale veje. Og her øser vi af talentmassen – de nyvalgte i vores folketingsgruppe – som virkelig presser på for at komme med deres bud og arbejder seriøst med nye initiativer, siger Kristian Jensen til Politiken.

Uden støtte fra DF

Regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti, er dog ikke begejstrede, og meddeler, at sådan en liberalisering bliver uden støtte.

- Min bøn til Venstre er, at de er opmærksomme på, hvorfor de fik magten i 2001. Ud over udlændinge- og skattepolitikken var det netop også på grund af Venstres syn på den offentlige sektor. Venstre neutraliserede velfærdspolitikken ved at slå fast, at V var lige så gode til at forvalte velfærdssamfundet som S. Derfor har vi har ikke brug for eksperimenter eller usikkerhed i forhold til den offentlige sektor, siger Kristian Thulesen Dahl, finansordfører i DF, til Politiken.

Thulesen Dahl udtrykker desuden sin beklagelse over, at Fogh har mistet grebet om "de unge utålmodige liberalister", men påminder dog om, at en stærkere liberal politik vil gøre det svært at forhandle en finanslov igennem med DF.

Venstres finansordf'ører Peter Christensen har tidligere udtalt, at regeringen i 2001 lagde liberale planer fra sig, fordi danskere ikke var åbne for en udhuling af det offentlige system.

 

 

 

faktaboks