Regeringen lader unge arbejdsløse i stikken

29. apr 2011
Regeringen overser nyuddannede i sit udspil til ungepakken, mener hovedorganisationen FTF. Det møder kritik fra flere fronter. Venstre afviser.

Fredag bliver regeringens udspil til en kommende ungepakke behandlet. Den skal bekæmpe arbejdsløshed blandt unge.

Men regeringen fokuserer i pakken kun på ufaglærte og akademikere, mener hovedorganisationen FTF.

Pakken overser helt de nyuddannede lærere, pædagoger, sygeplejersker og andre med mellemlange uddannelser, der for nogle gruppers vedkommende har haft stigninger i ledigheden på 900 procent.

Sådan lyder kritikken fra FTF's formand, Bente Sorgenfrey.

"Man går galt i byen, når man kun fokuserer på en del af de unge arbejdsløse. Vi ved, at vi om få år får brug for skolæreren og sygeplejersken, og derfor gælder det altså om at holde de unge beskæftigede nu," siger Bente Sorgenfrey.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Rent antalsmæssigt er der næsten lige så mange ledige med mellemlange uddannelser som ledige akademikere, som der er stort fokus på i ungepakken.

Bente Sorgenfrey opfordrer til at tage den gruppe med i ungepakken, der indeholder en række initiativer, der er målrettet ufaglærte og højtuddannede unge.

Virksomhedspraktik omfatter alle

SF er enig.

"Regeringens store forbrydelse er, at man gennemfører så massive besparelser i den offentlige sektor. Det går netop udover de unge nyuddannede skolelærere og sygeplejersker, som ikke er en del af ungepakken. Regeringen skylder at give dem mere opmærksomhed, når de får så svære vilkår," siger uddannelsesordfører for SF, Nanna Westerby.

Det afviser Venstres arbejdsmarkedsordfører, Ulla Tørnæs dog. Hun er uforstående over for kritikken.

"Det er simpelthen ikke rigtigt. Hvis man ser på ungepakken, vil jeg fremhæve muligheden for virksomhedspraktik, som omfatter alle," siger Ulla Tørnæs.

 

 



Ledighed blandt unge

Stigning i ledigheden i procent for 25-29 årige fra juni 2008 til februar 2011:

- Sygeplejersker o.l.: 967 %
- Byggefagene: 925 %
- Metalarbejdere: 635 %
- Lærere: 179 %
- Pædagoger: 178 %

Kilde: Danmarks Statistik