VORES VALG: Regeringen klar med sociale krav til firmaer

3. okt 2011
Firmaer skal tage lærlinge ellers kan de glemme alt om at få offentlige opgaver. Det mener den nye regering.

Lige nu leder tusindvis af unge forgæves efter en praktikplads. Derfor er det en del af det nye regeringsgrundlag, at firmaer, der vil have offentlige opgaver, har eller tager lærlinge.

Det vækker glæde hos 3Fs Byggegruppe. 

”Det er lige præcis sådan noget, vi gerne vil have for at sikre flere lærepladser. Vi synes, det er en rigtig god ting,” siger formand Peter Hougård Nielsen.

Samtidig lægger regeringen op til, at arbejdsgivere, der ikke tager lærlinge, skal betale mere, end de gør i dag.

”Det er meget vigtigt at sikre de unge får en uddannelse, derfor er det også helt rimeligt at betale, hvis man ikke er med,” siger Peter Hougård Nielsen. 

Han forventer ikke, at de nye tiltag vil betyde praktikpladser til alle. 

”Antallet af praktikpladser hænger jo sammen med, hvor meget gang, der er i byggeriet, men vi er jo nød til at kunne garantere de unge, at de kan gøre deres uddannelse færdig. Derfor vil skolepraktikken også fremover være nødvendig, men den vil altid være det næstbedste,” siger Peter Hougård Nielsen. 

Vil hjælpe men…

Flemming Ibsen, som er arbejdsmarkedsforsker på Aalborg Universitet, mener heller ikke, at regeringens forslag vil skaffe praktikpladser til alle.

”Det afhænger selvfølgelig af, hvor meget der bliver sat i gang. Jeg tror, det vil hjælpe på manglen på praktikpladser, men først når vi begynder at bygge for eksempel som del af en vækstpakke,” siger han.

Han forventer heller ikke, at forslaget om, at virksomheder uden lærlinge skal betale mere, vil få den helt store effekt.

”Det afhænger selvfølgelig af, hvor langt man vil gå af den vej, men jeg tror bestemt ikke, man tør gå ret langt. Mange virksomheder specielt i håndværkerbranchen er hårdt presset i forvejen,” siger Flemming Ibsen.

Alt i alt mener han, at forslagene vil hjælpe på praktikpladsmanglen, men at de fleste af dem, der i dag mangler en praktikplads, må indstille sig på skolepraktik. 

Frygter bureaukrati

Hos Dansk Byggeri frygter man, at ordningen vil give mere papirarbejde for virksomhederne.

”Vi er enige i, at det er ekstremt vigtigt at uddanne, men vi synes det her er det forkerte middel til at nå målet,” siger afdelingschef, Louise Pihl.

Til gengæld er hun glad for, at den nye regering er landet på en model, hvor lærlinge, der allerede er i firmaerne, tæller med. 

”Vi kan ikke lide den type krav i udbud, men når det nu skal være, så er det en fremkommelig måde at gøre det på,” siger Louise Pihl.