Statsminister Mette Frederiksen (S) og regeringen hæver det midlertidige forsamlingsforbud til 500 personer. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Regeringen forbyder forsamlinger med over 500 over sommeren

21. apr, 08:36
500 personer vil være den maksimale grænse for, hvor mange personer der må forsamles over sommeren.

Til og med august må en stor forsamling maksimalt udgøre 500 personer.

Det har regeringen besluttet, oplyser Sundhedsministeriet til Ritzau. Dermed har regeringen nu slået fast, hvad en stor forsamling dækker over.

Grænsen gælder fra den 10. maj til 1. september, men får dog ikke nogen umiddelbar betydning i første omgang.

- Regeringen har besluttet, at der skal gælde et forbud mod større arrangementer hen over sommeren og frem til den 1. september 2020, skriver Sundheds- og Ældreministeriet på Twitter.

- Grænsen for store arrangementer er nu blevet fastsat, så man ikke må afholde arrangementer med flere end 500 personer.

Det får dog ingen praktisk betydning i første omgang, da forbuddet mod at samles flere end ti personer fortsat gælder.

Dermed må danskerne på trods af den gradvise genåbning af samfundet stadig ikke forsamles flere end ti personer.

Fredag blev forbuddet forlænget og gælder indtil videre frem til 10. maj. Det kan blive forlænget yderligere. Det kan også blive hævet, men ikke nødvendigvis til 500 personer.

I et skriftligt svar til DR Nyheder, skriver Sundhedsministeriet:

- Beslutningen træffes som følge af sundhedsmyndighedernes vurdering af, at det fortsat er usikkert, hvordan coronaepidemien vil udvikle sig i Danmark over de kommende måneder.

Det lød allerede fra statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde kort før påske, at der ikke over sommeren vil kunne blive afholdt blandt andet festivaler, store koncerter og markeder.

/ritzau/