VORES VALG: Regeringen fjerner grænsen for sygedagpenge

3. okt 2011
Det skal være slut med, at sygemeldte maksimalt kan modtage sygedagpenge i et år. Det er en del af regeringsgrundlaget.

Næsten 8.000 mennesker bliver hvert år frataget deres sygedagpenge, når de har været sygemeldte i et år.

Det bliver der nu lavet om på. Som en del af det nye regeringsgrundlag vil den nye S-R-SF-regering afskaffe den såkaldte varighedsbegrænsing på sygedagpenge.

Det fremgår af regeringsgrundlaget.

Den nuværende regel betyder, at sygemeldte som udgangspunkt maksimalt må modtage sygedagpenge i 52 uger.

Begrænsningen har været kritiseret fra flere sider for, at den får kommunerne til at fratage sygedagpengene fra mennesker, selvom de stadig er syge.

Kan gennemføres hurtigt

Enhedslisten og SF er begejstrede for at slippe af med den forhadte regel.

”Det er utroligt positivt, at varighedsbegrænsningen bliver fjernet. Reglen har betydet, at mange ender uden nogen offentlig støtte overhovedet, og det har været katastrofalt,” siger gruppeformand Per Clausen (Enh.).

Han forventer, at lovændringen vil blive gennemført hurtigt, da det er en enkel ændring at foretage.[pagebreak]
Fungerende arbejdsmarkedsordfører Eigil Andersen (SF) tilføjer:

”Det har været en grotesk regel, for sygemeldte bliver jo ikke raske, bare fordi der er gået 52 uger,” siger han.

Den kommende lovændring vil betyde, at man kan beholde retten til sygedagpenge, indtil ens situation er afklaret. Først når det er afgjort, om man kan fortsætte på arbejdsmarkedet på almindelig vilkår - eller skal have førtidspension eller fleksjob - skal der kunne lukkes for sygedagpenge.

Stort hurra

Udsigten til, at den nye regering vil ophæve varighedsbegrænsningen vækker også begejstring blandt de sygemeldte.

”Stort hurra,” siger David Schiess, der fungerer som talsmand for en gruppe på cirka 100 sygemeldte i Silkeborg.

”Det er rigtig dejligt, at man fremover kan få afklaret sin situation uden at blive yderligere stresset,” siger han.

David Schiess håber, at de nye regler også vil føre til en bedre sagsbehandling i kommunerne. Han mener, at de nuværende regler fører til, at kommunerne presser de sygemeldte for hårdt for at kunne afslutte sagerne indenfor de 52 uger.

Fakta:

Ifølge sygedagpengeloven kan sygemeldte som hovedregel maksimalt modtage sygedagpenge i 52 uger. Der findes undtagelser fra reglen, men de er ifølge kritikere for snævre og bliver anvendt for sjældent.

Socialdemokraterne, SF, Radikale og Enhedslisten har flere gange tidligere foreslået at afskaffe varighedsbegrænsningen.