Regelsmæk: Så dyr er påsken, hvis du er syg

27. mar 2013, 13:41
Ny regel ribber sygedagpengemodtagere i påsken. Se her, hvor dyrt det bliver.

Det er ikke kun store chokoladeæg og familiefrokoster, som gør påsken til en dyr fornøjelse.

Sygedagpengemodtagere får et ekstra svirp med den økonomiske pisk.

En regel, der trådte i kraft i juli sidste år betyder nemlig, at du ikke er berettiget til sygedagpenge på helligdage, som falder på hverdage.

Helt præcist mister du 801 kroner i sygedagpenge før skat per helligdag.

Regningen for Skærtorsdag, Langfredag og Anden Påskedag løber dermed op på 2.403 kroner før skat.

Er du så uheldig at være syg i påsken, skal du skynde dig at blive rask. Foråret er nemlig spækket med dyre helligdage.

Er sygdommen ikke drevet over inden 26. april, koster Store Bededag dig 801 kroner.

Og når vi den 9. maj fejrer, at Kristus fløj til himmels, flyver der samtidig 801 kroner mere ud af kontoen.

Skranter helbredet stadig den 20. maj, slutter Anden Pinsedag kavalkaden af helligdage med endnu en regning på 801 kroner.

Ialt risikerer et sygt forår at koste dig 4.806 kroner for seks helligdage.

Se her, hvad politikerne sagde om reglen tilbage i januar.