Reform koster nyuddannede dyrt

26. maj 2010
Et helt år uden nogen indtægt under ferie, og lange udsigter til fuld ret til dagpenge. Genopretningsplanen rammer de nyuddannede hårdt

Genopretningsplanen kommer til at ramme de unge nyuddannede. Hårdt.

Nyuddannedes ret til op til 30 dages feriedagpenge er strøget, så de skal holde ferie uden løn det først år i job. Samtidig kan ingen svare på, hvor lang tid de fremover skal arbejde for slippe for den lave dagpengesats, dimittend-satsen.

”Jeg synes, man sparker på de unge, der allerede har store problemer med ungdomsarbejdsløsheden. Over 60.000 unge er uden job. Selvfølgelig skal vi unge være med til at bære, men reformen går uforholdsmæssigt hårdt ud over de nyuddannede,” siger Johnny Chiang Kejs, talsperson for HK-Ungdom.

Afskedsgaven duer ikke mere

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Den mest populære afskedsgave fra lærepladsen har i mange år været tre måneders arbejde, når man var udlært. De tre måneder var præcis, hvad a-kasserne krævede, for at nyuddannede kunne få fulde dagpenge og ikke ’dimittend-sats’, som er 82 procent af dagpengene. Eller i tal: 15.040 kroner i stedet for 12.340 kroner om måneden.

Ved sidste reform blev reglerne stammet, så tre måneders arbejde stadig var nok, men man først kunne få udbetalt de højere dagpenge efter seks måneder. Nu ser det ud til at være helt slut. Størrelsen af dagpengene skal fremover beregnes ud fra indkomst de seneste 12 måneder og ikke 13 uger som nu.

”Flere nyuddannede vil blive fastholdt på den lavere dagpengesats, og hvis reglerne skal forstås sådan, at man skal have tolv måneders sammenhængende beskæftigelse, så er der mange brancher, der vil få et stort problem,” siger chefkonsulent Ebbe Sommer Hansen, AK-Samvirke, brancheorganisation for danske A-kasser.

Dyrt at holde ferie

Beskæftigelsesministeriet kan endnu ikke svare på, hvordan reglerne præcis skal fortolkes for de nyuddannede, når de skal optjene ret til fulde dagpenge.

Til gengæld er der ingen tvivl om, at genopretningsplanen totalt afskaffer de feriedagpenge, som nyuddannede havde ret til.

"Det er problematisk, at de nyuddannede bliver så hårdt ramt. Seks uger uden indtægt er meget," siger Johnny Chiang Kejs, talsperson for HK-Ungdom