Redningsaktion fra verdens centralbanker

18. sep 2008
For at redde verdens pengemarkeder fra totalt kollaps er en række centralbanker gået sammen og har pumpet milliarder ud i systemet.

Det er centralbankerne i USA, Storbritannien, Schweiz, Canada, Japan og den europæiske centralbank (ECB), der er gået sammen i en redningsaktion.

ECB og den britiske centralbank har begge tilbudt at sende hver 40 milliarder dollar ud til lånemarkedet i USA. Den amerikanske centralbank har tilladt, at der ved aktionen sendes i alt 180 milliarder dollars ud i markedet, skriver Reuters.

ECB skriver i en udtalelse, at centralbanken fortsætter det tætte samarbejde med de øvrige centralbanker og vil tage de nødvendige skridt for at dæmme op for presset på pengemarkedet.

Den japanske centralbank har bidraget med den største andel ved at pumpe 60 mia. dollars ud i markedet.

/Newspaq/

faktaboks
Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her