I en leder i Santa Barbara News-Press fredag sammenlignede ejer Wendu McCaw ordren om at blive hjemme under coronapandemien med Nazityskland. Foto: Robyn Beck/Ritzau Scanpix

USA: Redaktør fyret efter nazi-sammenligning

4. maj 2020, 06:35
I en avis i USA blev coronarestriktioner sammenlignet med Nazityskland. Nu har chefredaktøren trukket sig.

Chefredaktøren Nick Masuda på avisen Santa Barbara News-Press er blevet fyret for at bringe en leder, der sammenligner coronarestriktioner med Nazityskland.

Fyringen kommer, efter at avisen med base i Santa Barbara, Californien, i weekenden bragte en leder skrevet af ejer og udgiver Wendy McCaw.

I lederen beskylder hun Demokraterne for at bruge virusset til fremme deres egen politiske dagsorden, ligesom at hun sammenligner ordren om at blive hjemme med Nazityskland.

- Vores frihedsrettigheder er blevet taget fra os på grund af hvad, et virus? Tænk over det, skrev Wendy McCaw i fredagens leder under overskriften "Vi lever under tyranni".

- Hvis dette land kan blive bragt i denne situation af et virus, hvor meget vil det så kræve at forvandle os til Sovjetunionen eller Nazityskland? Vi er ikke så langt derfra, nu hvor vi skal stå i kø for at komme ind i supermarkeder, skrev hun videre.

I en bemærkning under lederen er det tilføjet, at lederen er et udtryk for forfatterens egen holdning og ikke nødvendigvis afspejler synspunkterne blandt medarbejderne på Santa Barbara News-Press.

Lørdag rapporterede avisen Santa Barbara Independent, at chefredaktør på Santa Barbara News-Press Nick Masuda havde trukket sig fra sin stilling efter 18 måneder ved roret på avisen.

Hans sidste arbejdsdag var fredag.

Wendy McCaw har længe været en kontroversiel medieskikkelse i Californien. Som ekskone til en mobiltelefonpioner købte hun Santa Barbara News-Press i 2000.

Det skete, året efter at hun lå nummer 159 på magasinet Forbes' liste over USA's rigeste individer.

Under McCaws ledelse har Santa Barbara News-Press indtaget en skarp holding til amerikanernes kalkunmiddag på Thanksgiving - "en tradition, der involverer en uvillig deltagers død" - ligesom at avisen er imod mindsteløn.

I 2016 var Santa Barbara News-Press den første af kun tre amerikanske aviser, der støttede Donald Trump som præsident.

/ritzau/dpa