Det er formentlig i strid med gældende lovgivning, at direktøren for AffaldPlus, John Kusz, hver måned modtager cirka 100.000 kroner i løn. Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Raser over tårnhøj løn til kommunal affaldsdirektør: 'Tillægget er ulovligt'

23. maj, 10:17
Direktøren for den kommunalt ejede virksomhed AffaldPlus får cirka 100.000 kroner om måneden i løn. Det vækker harme hos borgerertsambassadør, der kalder det 'ulovligt'.

Det er formentlig i strid med gældende lovgivning, at direktøren for AffaldPlus, John Kusz, hver måned modtager cirka 100.000 kroner i løn.

Det mener Uffe Thorndahl, der er borgerretsambassadør fra Møn. Han rejser nu en kritik virksomheden, der ejes af seks kommuner – herunder Vordingborg. Det skriver Sjællandske Medier.

Ambassadøren sammenligner lønnen med den løn, som en oberst får på cirka 59.000 om måneden. Til sammenligning har en oberst ansvaret for op mod 3000 mand, mens direktøren for AffaldPlus kun skal styre nogle få hundrede mand, lyder det.

Ifølge Sjællandske Medier viser en aktindsigt, at John Kusz er ansat på åremål til en månedløn på 103.000 kroner inklusiv et åremålstillæg på 30 procent. Tillægget bortfalder, når John Kusz til november overgår til fastansættelse. Men herefter venter til gengæld et nyt særligt tillæg på 20 procent af grundlønnen.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

- Det er min umiddelbare vurdering, at dette tillæg er ulovligt. Der er formentlig ikke juridisk hjemmel, siger Uffe Thorndahl til Sjællandske Medier.

Ifølge Poul A. Larsen, der bestyrelsesformand for AffaldPlus, er der dog ikke noget at komme efter, da tillægget er fastsat fra centralt hold.

Han pointerer til gengæld, at Uffe Thorndahl selv tidligere modtog et årligt honorar på 125.000 kroner for posten som bestyrelsesformand for det fælleskommunale affaldsselskab I/S Nordforbrænding i Hørsholm.

- Jeg tog bare imod formandshonoraret. Så kan man altid diskutere, om det var for meget. Fair nok, siger Uffe Thorndahl til Sjællandske Medier