På et tidspunkt vil regeringen åbne grænsen til Tyskland, men det er endnu for tidligt at aftale. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Opråb til Mette Frederiksen: - Hjælp os nu!

12. maj, 14:18
Indehaver af campingplads indkalder til demonstration for at få grænsen til Tyskland åbnet for turister med papirer på ferieophold i Danmark.

Skuffelsen var stor på Rømø Famliecamping, da tirsdagens pressemøde med Mette Frederiksen (S) var slut.

LÆS OGSÅ: Kendt kro går konkurs

På pressemødet blev en hjælpepakke på 725 millioner kroner til rejsebranchen præsenteret, mens statsministeren løftede sløret for en ny styrelse, der skal være med til at opruste på værnemidler og test af coronavirus.

Derimod var der intet nyt om, hvornår Danmark vil åbne sine grænser i Sønderjylland, og dét ærgrede Allan Svendsen, der fulgte med i pressemødet fra sin tomme campingplads på Rømø.

- Igen ikke et ord om åbning af grænsen. Atter bliver vi svigtet og ladt i stikken af den danske regering med udsigt til store økonomiske tab uden udmeldinger om, hvornår grænsen kan genåbnes, siger han til TV SYD.

Indehaveren af Rømø Famliecamping ville have aflyst sin planlagte demonstration ved grænsen til Tyskland, hvis Mette Frederiksen på dagens pressemøde meldte positivt ud om en åbning af grænsen for tyskere med papirer på bestilt ferieophold i Danmark.

Men det var der ikke tale om, og derfor vil Allan Svendsen nu gennemføre sin planlagte demonstration på søndag ved grænseovergangen i Sæd.

Tusindvis af arbejdspladser er direkte på spil i Sønderjylland og hele vejen op ad den jyske vestkyst, lyder det fra Allan Svendsen, der kigger forgæves efter de tyske turister, da den dansk-tyske grænse har været lukket i snart to måneder.

Allan Svendsen forventer, at flere hundrede deltagere - både nord og syd for den lukkede grænse - vil deltage i weekendens demonstration.

- Jeg anmelder demonstrationen til politiet fredag, så det bliver fuldt lovligt at samles flere end ti personer, da demonstrationer undtaget fra forsamlingsforbuddet, siger han til TV Syd.

Over 500 brugere på Facebook har vist interesse for ’Åben den grænse’-demonstrationen, der også på det sociale medie forsøger op råbe Mette Frederiksen og Folketinget op: 

"Vi skal alle bidrage i denne forfærdelige situation. Og vi vil meget gerne bidrage. Gør det ikke sværere for os. Hjælp os. Kære folketing, kære statsminister. Åben den grænse", står der i indkaldelsen til søndagens demonstration. 

Mette Frederiksen talte dog om grænseåbningen, da hun senere tirsdag svarede på spørgsmål i Folketingssalen. Det skete, da De Radikale ville vide, om regeringen ikke bør åbne grænsen på samme tid, som Tyskland vil åbne til Danmark.

- Vi står stadig med en virus, som er i risiko for at være dødbringende for mange mennesker, hvis den kommer ud af kontrol. Den der præmis, man forsøger at bygge op om, at man kan se en måned eller to i fremtiden, er ikke rigtig, lød det fra Mette Frederiksen.

Tyske myndigheder har indikeret, at man trinvist vil begynde at åbne for indrejse fra Danmark fra 15. maj, men endnu er intet officielt.