Rasende håndværkere: Nej til ny byggeaftale

5. mar 2010
Ny byggeaftale vil ikke stoppe lønsnyd, lyder det fra rasende håndværkere. Det er et nederlag for fagforeningerne, siger ekspert.

Den ny aftale for 110.000 ansatte i byggeriet stopper ikke firmaer fra Østeuropa i at underbetale håndværkere i Danmark. Sådan lyder det fra tre tillidsfolk efter, at Dansk Byggeri fredag gav håndslag med topforhandlerne fra Træ-Industri-Byg og 3F om en ny overenskomstaftale.

Fagforeningernes plan for at stoppe det, de kalder løndumping, skulle sikre, at virksomheder, der er medlem af Dansk Byggeri, blev ansvarlige, når deres underleverandører snød med lønnen. Men det såkaldte ”kædeansvar” kom ikke med i aftalen.

Og det vækker vrede blandt de ansatte på byggepladserne.

”Det giver jeg ikke en skid for. Jeg synes man skal stemme det ned,” siger murersvend Jesper Scheel, der tillidsmand for 80 arbejdere på en byggeplads på Amager.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

"Ikke godt nok"

I stedet lovede Dansk Byggeri, at de vil opfordre medlemmerne til at sørge for ordentlig løn og arbejdsvilkår hos de firmaer, de hyrer som underentreprenører.

"Det er for tyndt. Jeg er overbevist om, at folk vil stemme nej her i Århus," siger Paul Jentzsch, der er tillidsvalgt af murerne i Århus.

Også hos tømrerne, er der stor utilfredshed med aftalen.

”Kædeansvaret er så vigtigt for folk, at de vil stemme aftalen ned. Jeg mener, vi må sige, at det ikke er godt nok,” siger Lars Kølle, der er tillidsmand for 12 byggearbejdere på en plads i København.

Nederlag

Han mener, at arbejdsgiverne svigter branchen.

”Som håndværkere skal vi have nogle redskaber til at stoppe de platfirmaer, der ødelægger vores branche,” siger Lars Kølle.

Aftalen er et nederlag for fagbevægelsen, siger forsker i arbejdsmarked Flemming Ibsen fra Aalborg Universitet.

”Kravet om kædeansvar har været højt prioriteret af fagforeningerne. Derfor bliver det svært at sælge forliget til de skuffede medlemmer,” vurderer han.

Gode hensigter

På dagens pressemøde erkendte byggeformand i 3F John Larsen, at aftalen ikke havde opfyldt fagforeningens krav.

”Det er ikke lykkedes os at få andet end anbefalinger,” lød det fra John Larsen.

Arbejdsgiverne i Dansk Byggeri lover i aftalen, at de vil bede deres medlemmer tage hånd om problemerne på byggepladserne.

”Vi har givet hinanden håndslag på, at vi skal have løst problemerne,” sagde direktør Børge Elgaard.