Rasende betjente til politiformand: Gå af!

24. feb 2010
Et oprør blandt Politiforbundets medlemmer er ved at bryde ud i lys lue. Tro mig: Der er mange, der er sure. Du har slet ikke kendskab til, hvor stort et ramaskrig, der er, siger betjent til Avisen.dk.

En række københavnske betjente er nu så vrede, at de står frem og opfordrer Politiforbundets formand, Peter Ibsen, til at gå af.

Tilliden er ganske enkelt væk.

Betjentene er vrede over den aftale, som Politiforbundet fik forhandlet igennem med Rigspolitiet i forbindelse med klimatopmødet i december. Aftalen er ikke bare svagt forhandlet, men på en række punkter også overtrådt og misbrugt, mener betjentene.

"Peter Ibsen bør gå af. Hvis man laver en aftale med så mange aftalebrud, har man bare ikke gjort arbejdet godt nok," siger politiassistent Morten Rau Jacobsen fra Station City i København.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Han taler på vegne af mere end 15 kolleger. Flere af dem har Avisen.dk været i kontakt med, men de ønsker ikke at stå frem af hensyn til deres videre karriere hos politiet.

Politiforbundets formand Peter Ibsen erkender, at aftalen med Rigspolitiet var for løst forhandlet.

"Vi laver ikke sådan en aftale engang til," indrømmer han.

Umulige arbejdsforhold

Ifølge Morten Rau Jacobsen måtte hans deling arbejde på gaden og følge demonstrationerne gennem København 15 dage i træk, 12 timer af gangen, selv om betjentene på forhånd var blevet lovet skiftevis dag- og nattevagter.

Samtidig var der lagt op til, at delingerne skulle rotere, så de ikke skulle have samme, hårde opgave alle dage:

"De vagter, vi havde, var alt andet end stillestående. Vi gik i næsten samtlige timer med demonstrationerne. Det var med udstyr på, så sammenlagt vejede jeg 120-130 kilo. Det var eddermaneme hårdt," beretter Morten Rau Jacobsen, der på ingen måde er overvægtig.

Nogle af dagene måtte frokosten spises i hast på gaden, så alt i alt var der tale om arbejdsbetingelser, som sled på krop og sjæl, fremhæver betjentene:

"Der var ingen kampgejst tilbage, Vi følte os kort og godt røvrendte," lyder det fra Morten Rau Jacobsen.

Snydt følte betjentene sig også, da de efterfølgende fik at vide, at de ikke kunne få et særligt tillæg for overarbejde, selv om vagterne overskred de 12 timer. Og så er de særdeles utilfredse over ikke at kende deres arbejdstider i forbindelse med klimatopmødet, hvilket de var blevet lovet.

Læs også: Her føler betjentene sig snydt

Massiv intern kritik

Ifølge betjentene har forløbet omkring klimatopmødet internt i politiets rækker været genstand for massiv kritik.

"Tro mig. Der er mange, der er sure. Du har slet ikke kendskab til, hvor stort et ramaskrig, der er," siger Morten Rau Jacobsen.

I forbindelse med en række såkaldte studiekredsmøder blandt de menige betjente, er Politiforbundet blevet heftigt kritiseret. Forbundet lagde så sent som 12. februar et tv-klip ud på forbundets hjemmeside, hvor det under overskriften "Lektien er lært" erkender, at der er blevet begået fejl.

Men det er ikke nok for betjentene. De vil stadig have Peter Ibsen afsat.

Ibsen tager kritikken dybt alvorlig

Avisen.dk har talt med formand Peter Ibsen.

De betjente, vi har talt med, forklarer, at tilliden til Politiforbundet er væk. De mener, du bør træde af som formand ...

"Hvis det er en generel opfattelse, så er jeg selvfølgelig bekymret, det må jeg sige. Men hvis det er i forbindelse med COP15-aftalen, er jeg nødt til at sige, at det ikke er mig, der har lavet aftalen alene. Politiforbundet er jo et demokratisk system. Der har siddet en hovedbestyrelse, som har accepteret og godkendt aftalen. Hvis det var mig alene, der havde lavet denne aftale, så var der også kun et sted at placere ansvaret."

Men det er vel dig, der som formand i sidste ende har ansvaret?

"Ja, ja, det er det. Og det har jeg heller ikke på noget tidspunkt forsøgt at vikle af mig."

Hvis flere kommer til og støtter op om koret, der mener, at tilliden er væk, vil du så overveje din stilling?

"Det vil jeg ikke kommentere."

Gør det indtryk, at der er nogen, som meget utraditionelt for politifolk går imod deres egen formand?

"Vi har ikke russiske tilstande i forbundet. Alle kan sige, hvad de vil, og det er klart, at jeg tager kritik til mig, og jeg tager da også dette dybt alvorligt. Men jeg vil ikke i pressen diskutere, hvad der givet fald skal være konsekvenserne af det her."

Læs også: Peter Ibsen erkender fejl

faktaboks

Er du politibetjent?

Og har du lignende oplevelser fra COP15, så hører Avisen.dk gerne fra dig.

Skriv en mail til [email protected] og fortæl din historie.