Man kan åbne museer, højskoler og zoo uden voldsomt pres på sygehusene, hvis folk holder afstand og har god hygiejne, viser rapport fra Statens Serum Institut. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Ny rapport: Disse steder kan åbne

20. maj, 10:03
Danmark kan gå til fase 3 af genåbningen, hvis befolkningen fortsat holder afstand, viser SSI-rapport.

Hvis den danske befolkning bliver ved med at holde afstand og har god hygiejne, vil det være muligt at genåbne flere dele af samfundet fra starten af juni, uden at det fører til et voldsomt pres på landets sygehuse.

Det vurderer Statens Serum Institut (SSI) i en rapport, som Folketingets partiledere har fået tilsendt onsdag formiddag forud for forhandlingerne om en yderligere genåbning af Danmark.

Der er regnet på i alt fire faser af genåbningen. I et af scenarierne er der regnet på fra 1. juni at åbne museer, teatre, biografer, zoo, højskoler, dele af den offentlige sektor, offentlig forskning, voksenuddannelser - herunder AMU-kurser - og indendørs idræt.

I det scenarie vil antallet af indlagte være stagnerende de næste par måneder, viser SSI's beregninger.

Frem mod 1. oktober vil antallet af indlæggelser ligge på 150-200 i Region Hovedstaden og 50 i Region Sjælland. Tallene er i øjeblikket henholdsvis 83 og 26.

SSI har kun regnet på belastningen på sygehusene i de to regioner, der har flest smittetilfælde i Danmark.

Det skyldes, at der er lav smittespredning i de tre øvrige regioner, og det har derfor været for usikkert at regne på.

Partierne i Folketinget blev tidligere i maj enige om, at det nuværende forsamlingsforbud på maksimalt 10 personer skulle hæves til 30-50 personer i juni.

Men det har ikke været muligt at regne på konsekvenserne af det, da modellerne ifølge SSI ikke er bygget til at estimere effekten af forsamlinger.

SSI understreger, at der er stor usikkerhed ved modellerne, og at der er mange forhold, som er svære at tage højde for.

Derfor er det ikke fuldt ud muligt at sige, om det er sundhedsmæssigt forsvarligt at åbne flere dele af samfundet.

- Det er på den baggrund ekspertgruppens vurdering, at modellerne på nuværende tidspunkt ikke fuldt ud kan belyse det grundlæggende spørgsmål om, hvorvidt eller hvornår det er sundhedsfagligt forsvarligt at åbne mere op - herunder betydningen for smittespredning og kapacitetsbelastning på sygehuse i Danmark, skriver SSI.

Ud fra beregningerne fra SSI vil det dog sandsynligvis føre til en stor stigning i antallet af indlæggelser, hvis befolkningen slækker på at holde afstand og god hygiejne.

Hvis kun halvdelen holder afstand og spritter hænder, vil det kunne føre til en stigning i indlæggelserne til op mod 800 i Region Hovedstaden og 700 i Region Sjælland.

Hvis befolkningen går helt tilbage til adfærden før coronaudbruddet, vil det kunne føre til stigning i indlæggelser op til 1600 i Region Hovedstaden og 1200 i Region Sjælland.

/ritzau/