Det er helt legitimt, når politikere ytrer sig højtlydt om, hvilke kulturtilbud, det er værd at bruge skattekroner på, og hvad der er ikke er grund til at betale for. Hvis politikerne undlod at udstikke en ideologisk kurs, ville kulturen være ligegyldig.

Det mener Rane Willerslev, der står i spidsen for landets største kulturhistoriske museum, Nationalmuseet. 

LÆS OGSÅ: Direktør efterlyser eksperimenter i det offentlige: Det skal ikke bare handle om at skære ned

Tilmeld dig nyhedsbrevet A4 Morgen her

Med kulturministeren som øverste chef og en økonomi baseret på årlige bevillinger på finansloven er det en særlig politisk virkelighed, som Nationalmuseets direktør skal begå sig i. 

- Jeg synes egentlig, at politikerne har været gode til det der armslængde-princip. Jeg ved godt, at det hele tiden blive italesat som en udfordring, men jeg føler faktisk ikke, at der som sådan har været politisk indblanding, siger Rane Willerslev, der indtog chefkontoret i Prinsens Palæ i København i 2017. 

Politikere skal angive rammerne for, hvor de vil have kulturen hen, pointerer han.

- Hvis de ikke gør det, bliver kultur ligegyldig. Man skal også gribe lidt i egen barm i kultursektoren i stedet for straks at fare i flindt og sige, at armslængdeprincippet bliver brudt. Det er ikke det, der sker. Det er politisk og idelogisk føring, som det er vores opgave at prøve at fortolke, siger Rane Willerslev.

Det gav dog genlyd, da han som led i en omfattende spareplan besluttede at lukke udstillingerne på industrimuseet Brede Værk nord for København. Udstillingerne blev flyttet til Horsens Industrimuseum, og sparemålene kunne dermed nås med færre fyringer. Men Socialdemokratiets daværende kulturordfører Mogens Jensen var tydeligvis ikke tilfreds. 

- Det er det eneste tidspunkt, hvor jeg synes, at armslængdeprincippet har været udfordret. Hvert parti har deres prioriteter. Dansk Folkeparti har vikinger, og Socialdemokratiet og Mogens Jensen har arbejderkultur. Men der var ikke tale om en politisk prioritering, da vi nedlagde Brede Værk, siger Rane Willerslev og henviser til, at det var omprioriteringsbidraget - kravet til museet om at spare to procent på de årlige budgetter - der førte til beslutningen om at lukke Brede Værk.

Museumsdirektøren skelner imellem politisk indblanding og det, han kalder ideologisk føring. Det sidste, synes Rane Willerslev, er legitimt. Som da Socialdemokratiets tidligere gruppeformand, Henrik Sass Larsen i et P1-interview i foråret erklærede, at der bliver brugt for mange penge på Det Kongelige Teater, symfoniorkestre, ballet og biblioteker. Ifølge Sass er der et dybt skel mellem den finkulturelle elite, der går til ballet og opera, og den mere folkelige del af del danskerne. 

 - De der udmeldinger lægger man virkelig mærke til i min verden. Der var ramaskrig, da Sass Larsen sagde, at der ikke kommer nogle på bibliotekerne og på Det Kongelige Teater, og at det skal være det folkelige, der skal støttes. Men hvis man ser bort fra de faktuelle fejl -  bibliotekerne er faktisk ekstremte velbesøgte, og det Kongelige Teater har ret stor opbakning i befolkningen - så mener jeg, at det er en helt legitim udmelding, siger Rane Willerslev. 

Udfordringen for de, der står i spidsen for landets kulturinstitutioner, er at læse bagom den 'lidt irriterende retorik,' der kan præge den politiske debat, mener han:  

- Det, udmeldingen siger, er, at hvis I fortsat vil have statsstøtte, så har I en forpligtelse til at komme ud til den brede befolkning og møde mennesker i øjenhøjde. Hvis en anden politiker havde sagt, at nu det være for feinschmekere, så ville det også være legitimt, siger Rane Willerslev.

Rane Willerslev - den danske Indiana Jones

Rane Willerslev er 48 år. Professor i social antropologi. Siden juli 2017 direktør for Nationalmuseet.  
Har en ph.d. fra University of Cambridge  og en kandidatgrad i Visuel Anthropology fra University of Manchester.

Han er prisbelønnet forsker, bliver kaldt Danmarks svar på Indiana Jones og har været pelsjæger i Sibirien sammen med sin tvillingebror Eske Willerslev. 

Da Rane Willerslev trådte ind på Nationalmuseet, var det med erfaring fra andre museer i bagagen. På CV'et står også posterne som direktør for Kulturhistorisk Museum på Universitetet i Oslo og chef for de Etnografiske Samlinger på Moesgaard Museum.  

Rane Willerslev er ordblind og fik med egne ord 'ufatteligt dårlige karakterer' i folkeskolen. Takket være forældre, der både pushede og hjalp, kom han stærkt videre.  
I dag opfordrer han til at skrotte karaktersystemet i folkeskolen og istedet fokusere på den enkelte elevs individuelle færdigheder og på den måde skabe større succesoplevelser.

Rane Willerslev bor sammen med sin kæreste og er netop blevet far for tredje gang.