Ramaskrig over jobfirma: Respektløse gribbe!

15. okt 2010
Vi skal have stoppet gribbeadfærden, lyder det.

Når de arbejdsløse ikke forstår nok dansk til at forstå Jungs begreber om ekstroverte og introverte bevidsthedstyper, bør de 1514 arbejdsløse måske slet ikke have ret til at få dagpenge.

Sådan lyder det fra ejeren af det private jobfirma Triocon, der aktiverer arbejdsløse rengøringsdamer og andre ledige i København med psykoanalyser.

På fire måneder lange kurser hos Triocon skal arbejdsløse læse en bog på 70 sider, hvor de bliver indført i Jungs teoretiske bevidsthedstyper. 

"Man kan så diskutere, om personen kan nok dansk til at være dagpengeberettiget," siger Lise Corfitz fra Triocon om de kursister, der ikke har fået noget ud af kurset.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Hør en del af interviewet her.

Den holdning får både borgmesteren for beskæftigelse i København Klaus Bondam (R) og flere partier op af stolen.

"Jamen, det er jo noget vås," skriver Klaus Bondam om firmaets udmelding i en mail til Avisen.dk.

"Beskæmmende"

Også Socialdemokraterne og SF er oprørte over firmaet, der udfører aktivering af arbejdsløse for Københavns Kommune.

”Hun går fuldstændig galt i byen. Det er beskæmmende, hvis hun fastholder, at hvis arbejdsløse ikke forstår Jung, så skal de ikke have dagpenge,” siger Ikram Sarwar (S).

Derfor sætter Klaus Bondam nu gang i en undersøgelse af Triocon. Og samtidig varsler han en større kulegravning af hele det private aktiveringssystem i København.

Det glæder Socialdemokraterne i København.

”Det er ikke acceptabelt. Vi skal undersøge det her firma og se på, om firmaet skal bruges i fremtiden,” slår Ikram Sarwar fast.

Streng kontrol

SF og Socialdemokraterne vil nu indføre, at alle kontrakter med private jobfirmaer skal forbi politikerne i beskæftigelsesudvalget, så der bliver luget ud i den tvivlsomme aktivering.

”Vi skal have stoppe den her gribbe-adfærd. Der er rigtig mange af de firmaer, der kun tænker på profitten og ikke på, hvad der er bedst for de ledige,” siger ordfører fra SF Neil Stenbæk Bloem.