Jane Heitmann mener ikke, at det, der var på bordet, var "ambitiøst nok". Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

Venstre forlader forhandlinger: Ikke ambitiøst nok

1. maj 2020, 06:30
Forhandlinger om hjælp til ensomme ældre er endt med et fælles udkast, som ventes at blive vedtaget fredag.

Forhandlingerne på Christiansborg om hjælp til ældre borgere under coronakrisen er endt med et fælles udkast til en aftale, som partierne skal tage stilling til fredag.

Det oplyser Nils Sjøberg, der er De Radikales ordfører på området, sent torsdag aften.

- Vi forventer, at udkastet bliver vedtaget, men det skal lige gennem grupperne først, siger han.

De nærmere detaljer i udkastet har partierne aftalt at vente med at offentliggøre.

- For os har det været vitalt at tage hensyn til de ældres værdighed og bekæmpelse af ensomhed. Det har været de to helt centrale ting for De Radikale, siger Nils Sjøberg.

Inden der blev opnået enighed om et fælles udkast, havde Venstre torsdag aften forladt forhandlingerne.

Det fortæller Venstres ældreordfører, Jane Heitmann. Hun mener ikke, at det, der var på bordet, var "ambitiøst nok".

- Venstre har hele vejen igennem sagt, at vi ville fordoble rammen og prioritere varme hænder og indsatser mod ensomhed.

- Det blev vi ikke imødekommet på, og derfor kan vi ikke se os selv i den aftale, siger hun.

Venstre har i lighed med andre partier blandt andet ønsket at hjælpe ensomme ældre, hvad enten de sidder på plejehjem eller bor i egen bolig.

Forhandlingerne har stået på i et par uger og hørte oprindeligt under de forhandlinger, der omhandlede hjælp til blandt andre udsatte børn, hjemløse og mennesker med handicap.

De forhandlinger resulterede lørdag i en aftale på 215 millioner kroner til disse grupper.

Forinden var ældreområdet dog blevet udskilt fra forhandlingerne og overført til Sundheds- og Ældreministeriet.

/ritzau/