R: Klimaplan skaber 10.000 nye job om året

5. maj 2010
Oppositionens klimaplan koster 17 milliarder kroner om året, men vil årligt skabe 10.000 nye job til alt fra ingeniører til den grønne energis pedel.

Oppositionens bud på et Danmark uden kul, olie og gas vil skabe 10.000 nye job om året.

Det lover de radikales formand Margrethe Vestager.

Den nye klimaplan, KlimaDanmark, vil bruge en procent af bruttonalproduktet (BNP) om året på vedvarende energi. Det svarer til knap 17 milliarder kroner hvert år frem til 2050.

"Det er en økonomisk tommelfingerregel, at hvis man bruger en procent af BNP, så vil det skabe omkring 10.000 job," siger Margrethe Vestager (R) til Avisen.dk, og fortsætter:

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

"Og så er det endda et forsigtigt skøn."

Specialarbejderne vinder

Det bliver både ingeniøren og den faglærte arbejder, der kan nyde godt af de grønne investeringer.

"Det vi ved er, at grøn vækst giver job i hele spektret. Det gælder både ingeniøren og ham, der sætter op og vedligeholder," siger Margrethe Vestager.

Men det bliver svært for den ufaglærte at vinde på det her, mener formanden.

Grønne tømrer

Nogle af de mange milliarder skal spenderes på at opgradere håndværkerne, så de har en større viden om grønne løsninger.

"Når tømrer og elektrikere har grøn viden, så batter det virkelig meget. Derfor skal vi opkvalificere uddannelserne, så de får endnu mere viden om materialer og know-how," siger Margrethe Vestager.

Pengene kommer fra olie

Det offentlige bruger idag omkring fem milliarder kroner på vedvarende energi, så oppositionen finder ikke alle milliarderne i klimaplanen i den nuværende, noget slatne statskasse.

Målet med klimaplanen er at gå væk fra blandt andet olie. Og det er lige netop her, at en del af pengene skal komme fra.

"Vi bruger utrolig mange penge på olie, men i takt med at vi sparer olie, kunne vi bruge pengene på vedvarende energi," siger Margrethe Vestager.

Men pengene skal også komme fra private investorer. Hvor mange, vil Vestager ikke ud med.

Udover at gøre Danmark fri for kul, olie og gas, så er formålet med klimaplanen at skære ned på drivhusgasserne.

Samtidig vil oppositionen sikre grønne virksomheder bedre vilkår, så de kan begå sig på det internationale marked.

 

KlimaDanmark

- Energiforbrug skæres ned med 40 pct.

- Vind skal være den største kilde til energi.

- Støtte til udvikling af ny grøn teknologi.

- Mere attraktivt at investere i grønne løsninger.