Putin drak øl med Løkke i Tivoli

26. apr 2011
Højst overraskende endte Putin tirsdag aften på værthus med med Statsminister Lars Løkke Rasmussen.

Mens TV Avisen tirsdag aften i 21-udsendelsen fortalte sine seere, at Ruslands premierminister, Vladimir Putin, var på vej i lufthavnen, var han i virkeligheden på vej på værtshus i Tivoli i København med Danmarks statsminister.

Avisen.dk  var som eneste medie tilstede ved premierministerens ankomst i Tivoli, hvor politifolk, en helikopter, PET-agenter og en mindre hær af russiske sikkerhedsfolk slog ring om gæsten, der spadserede ned på Færgekroens Bryghus for at drikke en halv liter fadøl.

Kl. 21.15 ankom han til bryghuset, hvor der straks blev skænket Amber Lager-øl med en alkoholprocent på 5,2. Både Løkke og Putin drak sådan en.

Og der blev drukket ud, forklarer bryghusets tjener til Avisen.dk.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Besøget var hemmeligt for offentligheden, da Putin havde givet udtryk for, at han ønskede, at det skulle være et privat arrangement.

Derfor blev Tivolis personale også først tirsdag aften informeret om, at der var en fin gæst på vej.

Det var en tydelig stolt Lars Liebst, direktør for Tivoli, der bød Putin velkommen.

"Der er fantastisk for Tivoli, at han kigger forbi. Ikke mindst for vore medarbejdere. Vi har en have, vi alle kan være stolte af. Vi havde hørt et rygte om, at han måske ville komme på besøg," sagde Lars Liebst til Avisen.dk.

"Han har været her tidligere, som ung, og han har ytret ønske om at komme tilbage," sagde Liebst.

Kun et russisk tv-hold var informeret om, at Putin skulle i den gamle have og drikke øl.

Og det kan ifølge Tivolis vicedirektør, Stine Lolk, have stor reklameværdi for Tivoli.

"Det er klart, at når mange russiske tv-seere ser, at Putin besøger Tivoli, kan det have en rigtig god markedsføringsværdi," sagde hun.

Kl. 22 forlod Putin og Løkke stedet. Putins besøg i Danmark var slut og han satte kursen mod Stockholm i sit private jetfly.