En psykolog straffes med fængsel i to år og ni måneder for at smugle stoffer ind til indsatte (arkivfoto). Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Dømt: Psykolog smuglede stoffer ind i fængsel

24. jun, 14:59
En psykolog, der arbejdede med misbrugere i fængsel i Horsens, gemte hash og kokain i sine underbukser.

En psykolog straffes med fængsel i to år og ni måneder for at smugle stoffer ind til indsatte.

Det har Retten i Horsens afgjort onsdag.

Den 30-årige psykolog Christian Christensen, der arbejdede med misbrugere i Enner Mark Fængsel i Horsens, er desuden frakendt retten til at fungere som psykolog indtil videre.

Det oplyser anklager Bettina Wagner.

Christian Christensen har under sagen erkendt, at han smuglede stoffer ind i fængslet.

Han gemte poser med hash og kokain i sine underbukser.

Erkendelsen kom, da den kortklippede psykolog med sorte briller, tirsdag blev afhørt i retten.

Han forklarede, at han smuglede 473 gram hash og 9,4 gram kokain ind.

Det var aftalt med flere af de indsatte, at han skulle smugle stofferne ind, lød forklaringen.

- Stofferne blev leveret til mig derhjemme i min postkasse, og så tog jeg dem med ind i fængslet, forklarede psykologen.

Han fortalte, at han ikke ved, hvem der leverede varerne til ham. Og han ville ikke sige, hvem der skulle have dem.

- Det vil jeg ikke sige af hensyn til min egen sikkerhed, sagde han i retten

Psykologen modtog 32.950 kroner for otte leverancer af stoffer til indsatte.

Pengene blev hovedsageligt overført til ham via MobilePay.

Senioranklager Bettina Wagner, Sydøstjyllands Politi, ville vide, hvorfor psykologen lod sig bestikke?

- Det er et meget godt spørgsmål. Jeg har haft ni måneder til at tænke over det, svarede psykologen, der har været varetægtsfængslet siden oktober.

- Det starter med, at man kommer lidt for tæt på en person, og den professionelle distance ryger.

- Og når man færdes i det miljø (i fængslet, red.), så smitter det lidt af. Ens moral bliver flyttet, forklarer psykologen.

Han blev uddannet i 2016 og fik jobbet kort tid efter.

Christian Christensen er desuden dømt for at have snydt sig til en autorisation.

Den 30-årige løj i sin ansøgning om antallet af timer og forfalskede kollegers underskrifter for at opnå autorisationen. Det udløste en lønforhøjelse på 4500 kroner om måneden.

På grund af hans snyd med autorisationen var han tiltalt for dokumentfalsk. Dommerne mente dog ikke, at det var af særlig grov karakter.

Christian Christensen skal fortsat sidde varetægtsfængslet i sagen. Han har nu to uger til at overveje, om han vil anke.

/ritzau/