På grund af den stigende coronasmittetal kan danskerne forvente flere restriktioner, varsler Socialdemokratiet. Det kan betyde øget mundbindsbrug, og at færre folk må forsamles, mener professor.(Arkivfoto) Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Professor: Skærpet forsamlingsforbud kan bremse smitte

13. sep, 16:00
Flere restriktioner kan ende i et strammet forsamlingsforbud, vurderer professor.

Socialdemokratiet, der sidder på regeringsmagten, har varslet flere restriktioner for at inddæmme smitten med coronavirus.

Det vil give mening at se på en skærpelse af forsamlingsforbuddet, i forhold til hvordan smitten er spredt lige nu, mener Jens Lundgren, der er professor og overlæge i infektionsmedicin på Rigshospitalet.

Socialdemokratiets sundhedsordfører, Rasmus Horn Langhoff, siger søndag, at der forventes flere restriktioner på grund af den stigende coronasmitte.

- Når man skal lave restriktioner, skal man kigge, hvor problemet er. Og det er jo kendt nu, at det er ved offentlige og private fester, siger Jens Lundgren.

Derfor vil lokale stramninger af, hvor mange mennesker man må være samlet være et oplagt værktøj, lyder det.

Ifølge Jens Lundgren kan en udvidelse af mundbindskravet også bidrage til at modvirke den nuværende smittespredning.

/ritzau/