20190903-135847-2-1920x1079we
(Arkivfoto) Foto: Oscar Scott Carl/Ritzau Scanpix

Advarer om 'tåbelige' besparelser på jobcentre: Kan gå ud over de svageste ledige

13. okt 2020, 06:00
Regeringens plan om at spare mere end en milliard kroner på jobcentre for at finansiere tidlig pension til Arne møder nu kritik fra ekspert og socialrådgivere.

Landets svageste ledige risikerer at betale prisen, når Arne, Pia og Pavel skal have tidlig pension.

Sådan lyder vurderingen fra Thomas Bredgaard, professor og arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet, i kølvandet på regeringens nye aftale om tidlig pension.

Aftalen skal delvist finansieres ved, at landets jobcentre fra 2024 skal spare 1,1 milliarder kroner om året - et beløb, der svarer til knap ti procent af jobcentrenes samlede årlige budget på 13 miliarder kroner.

- I min optik er det fuldstændig tåbeligt at spare på jobcentrene og den aktive beskæftigelsesindsats, når vi står midt i den værste ledighedskrise i nyere tid, siger Thomas Bredgaard.

Regeringen har endnu ikke meldt ud, hvordan jobcentrene præcist skal gøre sig selv ti procent billigere.

Thomas Bredgaard advarer dog om, at regeringens spareøvelse kan ende med at gå ud over landets svageste kontanthjælpsmodtagere.

- Hvis man ender med at lave det her som brede grønthøsterbesparelser, så vil kommunerne logisk koncentere sig om de ledige, der er lette at få i job.  For det er der, indsatsen er billigst og besparelsen størst, siger Thomas Bredgaard.

- Omvendt frygter jeg, at man vil skære ned på indsatsen overfor kontanthjælpsmodtagere, der eksempelvis døjer med misbrugs eller alvorlige sociale problemer. For det kræver ofte et langt, sejt og dyrt træk at få dem bare i nærheden af arbejdsmarkedet, tilføjer forskeren.  

Hvis regeringen gør det her forkert, så vil det gå ud over manden, der drikker på bænken, og kvinden der slås med alvorlige psykiske problemer
Mads Bilstrup, formand, Dansk Socialrådgiverforening

Holder simpelthen ikke

I aftaleteksten til regeringens nye pensionsaftale fremgår det, at 'aftalepartierne er enige om, at der er potentiale for at reformere den kommunale beskæftigelsesindsats'.

Derudover vil regeringen 'understøtte en nytænkning i forhold til beskæftigelsesindsatsen, så jobcentrene bruger ressourcerne der, hvor de har størst effekt og kommer flest ledige til gavn'.

Thomas Bredgaard medgiver, at landets jobcentre igennem længere tid er blevet kritiseret for blandt andet tonstungt bureaukrati og manglende resultater. 

- Men der er også en del af den kritik, som simpelthen ikke holder stik i virkeligheden. Jobcentrene er i mange tilfælde bedre end deres rygte, siger Thomas Bredgaard. 

- Samtidig er der solid forskningsmæssig evidens for, at en aktiv beskæftigelsesindsats er med til at holde ledigheden nede på lang sigt, tilføjer professoren. 

Ifølge Thomas Bredgaard kan den milliardstore sparekniv, som regeringen vil svinge over jobcentrene, i sidste ende være med til at gøre coronakrisen værre og dyrere.

- Lige nu har vi brug for rigtig mange af værktøjerne i jobcentrenes værktøjskasse, som for eksempel virksomhedspraktik og uddannelse. Ellers risikerer vi, at de coronaledige bliver langtidsledige, og det har ingen interesse i, siger professoren.

- Derfor forstår jeg simpelthen ikke, at regeringen nu vælger at forringe jobcentrenes mulighed for at få ledige i job. Det virker ærligt talt ikke særlig gennemtænkt, tilføjer Thomas Bredgaard. 

Socialrådgivere: Lyt til os

Hos Dansk Socialrådgiverforening er man også bekymret over regeringens planer om at finde en milliard i jobcentrenes økonomi til Arnes pension.

- Det koster mange penge at drive jobcentrene, men man tager fejl, hvis man tror, at der er en masse ekstra flæsk, som bare kan skæres væk, siger Mads Bilstrup.

Han frygter ligeledes, at besparelserne vil gå ud over de mest udsatte kontanthjælpsmodtagere.

- Hvis regeringen gør det her forkert, så vil det gå ud over manden, der drikker på bænken, og kvinden der slås med alvorlige psykiske problemer, siger Mads Bilstrup.

Formanden opfordrer derfor til, at at landets socialrådgivere tages med på råd, inden besparelserne bliver til virkelighed.

- Der er en del elementer i den nuværende beskæftigelseslovgivning, som skaber unødigt bureakrati for vores medlemmer, og som afholder dem fra at tilbyde de bedste løsninger på borgernes problemer, siger Mads Bilstrup.

- Og når der nu skal spares, så håber jeg, at man er villig til at overveje modige løsninger, hvor man arbejder med at sætte medarbejderne mere fri, samtidig med, at man finder penge på bundlinjen, tilføjer formanden.

A4 Arbejdsliv har forsøgt at få en kommentar fra beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S).

Ministeren er ikke vendt tilbage inden deadline.