Der er grund til optimisme på vegne af arbejdsløse danskere, mener professor Thomas Bredgaard fra Aalborg Universitet. Her gør Huks Fluks klar til genåbnning på Gråbrødretorv i København mandag 18. maj. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Professor efter første corona-chokbølge: - Jeg er meget optimistisk

24. maj, 09:09
Efter seks uger med normal udvikling i ledigheden og fremrykningen af genåbningen af samfundet er der grund til optimisme for arbejdsløse danskere, mener professor. Men puklen af arbejdsløse fra den første chokbølge bliver dog svær at komme til livs foreløbigt, vurderer CBS-lektor.

Vi har efterhånden vænnet os til dem.

LÆS OGSÅ: Hjælpepakker: Eksperters bud på udfasning udskudt

Dystre økonomiske prognoser, som forudser historisk lange arbejdsløshedskøer og et nedfrossent arbejdsmarked, der skal bruge år på at varme op og finde tilbage til kampformen fra før covid-19 ramte Danmark og resten af verden. 

Foreløbig har tallene talt for sig selv med den højeste stigning i arbejdsløsheden i mands minde, hvor flere end 70.000 personer meldte sig som nye ledige i løbet af blot fem uger. 

Coronakrisens chokeffekt illustreres måske bedst i de løbende opgørelser over nytilmeldte ledige i Danmark, som udgives af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, STAR.

I rapporterne kan man se, at kurven over nye ledige får et dramatisk knæk opad fra midten af marts og frem til anden uge i april, og at kurven ligger betragteligt højere end den gennemsnitlige ledighedskurve i årene 2015 til 2019.

Men efter fem uger knækkede kurven igen, og siden har de to kurver stort set fulgtes ad.

LÆS OGSÅ: FH og regeringen: Corona-regning må ikke ende hos eksportarbejdere

Sådan har det nu været i halvanden måneds tid, og den udvikling tænder et håb hos professor og arbejdsmarkedsforsker Thomas Bredgaard fra Aalborg Universitet.

- Stigningerne i ledigheden er faldet meget, og jeg er efterhånden meget optimistisk. Der er både grund til optimisme på vegne af dansk økonomi og for de personer, som har mistet deres arbejde. Nu er der endelig nogle lidt mere lyse udsigter for fremtiden, siger han. 

Thomas Bredgaard baserer også sin optimisme på det faktum, at regeringen og et enigt Folketing tidligere på måneden besluttede at fremrykke faserne for genåbningen af Danmark. 

Godt nok har sundhedsfaglige eksperter siden sat spørgsmålstegn ved, om genåbningen går for stærkt, og om regeringen og Folketinget dermed er i gang med at sætte de seneste måneders inddæmning af covid-19 over styr.

Den hurtige genåbning, vi ser lige nu, taler for, at dem, der er blevet hjemsendt eller har mistet jobbet, vil komme tilbage i job, når pakkerne udfases
Thomas Bredgaard, professor og arbejdsmarkedsforsker, Aalborg Universitet.

Men for hjemsendte og arbejdsløse danskere er beslutningen godt nyt, mener Thomas Bredgaard.

- Den hurtige genåbning, vi ser lige nu, taler for, at dem, der er blevet hjemsendt eller har mistet jobbet, vil komme tilbage i job, når pakkerne udfases. Så det er en god nyhed, at genåbningen vil ske hurtigere, end vi forventede, siger han.

Birthe Larsen, der er lektor ved CBS og forsker i arbejdsløshed og ulighed, ser også grund til at være optimistisk over de seneste fem ugers mere normale udvikling i ledighedstallene.  

- Det er selvfølgelig et bedre scenarie, vi ser nu, end hvis vi så en ny stigning i ledigheden, og det er et godt tegn, siger hun.

Men det kan fortsat tage lang tid, før den høje ledighed kommer ned på et mere normalt niveau igen, påpeger CBS-lektoren.

- En stabil udvikling i arbejdsløshedstallene er ikke det samme som, at arbejdsløsheden kommer til at falde, og der er stadig en kæmpe pukkel af ledige, som opstod, da økonomien fik et chok på grund af nedlukningen af samfundet i marts, siger Birthe Larsen.

Eksport er afgørende

Hun er enig i, at en hurtigere genåbning af samfundet kan sende arbejdsløshedskurven et nøk nedad. 

- Genåbningen kan bestemt have en positiv virkning på arbejdsløsheden, og derfor skal vi selvfølgelig åbne, hvis man kan sikre, at der ikke sker for meget smittespredning, siger Birthe Larsen. 

Men genåbningen af Danmark betyder ikke, at den store pukkel med over 70.000 nye ledige forsvinder igen. Før vi kommer dertil, skal de danske eksporttal igen begynde at ligne sig selv, påpeger hun.

Danske virksomheder eksporterer cirka halvdelen af alle deres varer og tjenester til udlandet, og mange af de lande, vi eksporterer til, har fortsat lukket store dele af deres samfund ned. 

- Vi er utrolig afhængige af eksport, og derfor skal der være fremgang i eksporten, før vi kan komme tilbage til de arbejdsløshedstal, vi havde før krisen, siger Birthe Larsen.    

Professor Thomas Bredgaard understreger da også, at hans optimisme hviler på et usikkert grundlag, som afhænger af, hvordan samfundsøkonomien kommer til at udvikle sig i de kommende uger og måneder.

- Mange har en fornemmelse af, at vi er ved at være igennem den værste del af krisen, fordi coronapandemien er taget af. Men det er stadig svært at sige, hvor omfattende den økonomiske krise er, siger han.

Ubehagelig overraskelse

Især lønkompensationsordningen kan vise sig at gemme på en ubehagelig overraskelse, mener Thomas Bredgaard.

- Der gives lige nu lønkompensation til 205.000 personer, og spørgsmålet er, hvor mange af dem der kommer tilbage i deres gamle job, siger han.

Det allerstørste usikkerhedsmoment under krisen er jo netop smittens udbredelse, og hvor meget covid-19 smitter
Birthe Larsen, lektor og forsker, CBS

Thomas Bredgaard forventer derfor også, at vi kommer til at se flere hop opad i arbejdsløshedskurven i den kommende tid.

- Den 1. maj så vi et hug opad og en stigning i arbejdsløsheden, hvor dem med de korteste opsigelser meldte sig som nyledige. Det hug vil vi formentlig komme til at se igen ved månedsskiftet både fra maj til juni  og fra juni til juli, siger han.   

Bekymrende genåbning

Men huggene i ledighedskurverne er ikke det, der optager Birthe Larsen mest.   

- Jeg er bekymret for, om vi har åbnet samfundet lige lovligt hurtigt op igen. Vi ved ikke særlig meget endnu om smittespredningen efter første fase af genåbningen, og den faktor er den vigtigste for at kunne vurdere, hvad vi kan forvente af ledigheden til efteråret, siger hun.

Et kig i Kinas retning tyder på, at der er noget at være bekymret over.

Onsdag kunne nyhedsmedier verden over fortælle, at flere regioner i Kina er blevet lukket ned igen efter nye udbrud af coronavirus, og at der i den nordøstlige del af landet er blevet genindført strenge restriktioner og nedlukninger som reaktion på en stigning af nye coronatilfælde.

- Det siger mig, at man virkelig skal være forsigtig med at åbne samfundet op. Det allerstørste usikkerhedsmoment under krisen er jo netop smittens udbredelse, og hvor meget covid-19 smitter. Problemet er, at virologerne også er usikre på det, og så er det virkelig svært at sige noget præcist om, hvor meget og hvordan sygdommen spreder sig, siger Birthe Larsen. 

LÆS OGSÅ: Antallet af au pairer når ny bundrekord: Nyt gebyr får skylden

I alt har 117.258 personer meldt sig som nytilmeldte ledige fra den 9. marts til den 19. maj, viser den seneste opgørelse fra STAR.