20200915-170914-3-1920x1280we
Ny undersøgelse kaster lys over sexkrænkelser blandt unge. Foto: Tobias Kobborg / Scanpix

Professor 'chokeret' over ny undersøgelse om sexkrænkelser: 'Jeg er alvorligt bekymret'

25. mar 2021, 06:00
Det er oftest kolleger, der står bag, når unge bliver udsat for sexkrænkelser på job. Sådan lyder svaret i en ny stor undersøgelse, der kaster lys over sexkrænkelser blandt unge HK-ansatte.

Klap i røven, uønskede kommentarer og ubehagelige beskeder i indbakken fra kolleger.

Det er blandt de ting, som en stor del af landets unge ansatte må finde sig i på arbejdspladsen.

I en ny undersøgelse, som HK Hovedstaden har lavet blandt knap 10.000 medlemmer, svarer hver tredje ung, at de har oplevet seksuelle krænkelser i løbet af de sidste 12 måneder. 

LÆS OGSÅ: Mange unge oplever sexkrænkelser på job: Kun få søger hjælp hos tillidsmanden

I undersøgelsen - som ikke er repræsentativ for hele befolkningen - svarer over en fjerdedel af unge under 30, at de har været oplevet vittigheder eller kommentarer med seksuelle undertoner på deres arbejdsplads. 

13 procent - svarende til godt hver sjette - har oplevet uønskede berøringer, mens de var på arbejde. 

Mere end seks procent af de adspurgte har modtaget beskeder fra kolleger, chefer, eller kunder, der var seksuelt krænkende. 

Bjarke Oxlund, professor og institutleder for Antropologi ved Københavns Universitet, kalder den nye undersøgelse for "skræmmende læsning". 

- Når så mange unge svarer, så at de har været udsat for uønskede berøringer, kommentarer og krænkende beskeder, så bliver jeg alvorligt bekymret, siger Bjarke Oxlund til A4 Arbejdsmiljø.

- Jeg er faktisk lidt chokeret over de resultater, som undersøgelsen her kortlægger, tilføjer professoren. 

- Hører kun om groteske enkeltsager

Bjarke Oxlund hæfter sig også ved, at mere end én procent af de adspurgte har oplevet at blive truet med straf eller belønning på deres arbejdsplads.

Der eksisterer et fejlagtigt billede af, at seksuelle krænkere på arbejdspladsen altid er chefer, der misbruger deres magt over for ansatte. Der tror jeg, at det er vigtigt at understrege, at seksuelle krænkelser ofte er noget, der sker kolleger imellem
Bjarke Oxlund, professor og institutleder for Antropologi ved Københavns Universitet

I HK's undersøgelse er spørgsmålet om pres gennem straf eller belønning dog ikke tydeligt afgrænset til sager af seksuel karakter. 

- Seksuelt pres gennem trusler er normalt kun noget, vi hører om i de helt vilde enkeltsager. Hvis tallene i undersøgelsen står til troende, så er det et relativt stort antal mennesker, der er blevet truet med straf eller belønning på deres arbejde. Det er opsigtsvækkende, siger Bjarke Oxlund. 

Til sammenligning er det de færreste, der har søgt hjælp hos deres tillidsrepræsentant, hvis de har været udsat for krænkelser. Det beskrev A4 Overenskomst mandag. 

- Vi står som samlet fagbevægelse med et kæmpe uløst problem, hvis unge ikke vil gå til deres tillidsrepræsentanter, når de har været udsat for krænkelser på jobbet, lød det fra Christian Grønnemark, formand for HK Hovedstaden, i forbindelse med artiklen.  

Kolleger krænker oftest

Når det kommer til seksuelle krænkelser på arbejdspladsen, er det tilsyneladende almindelige ansatte, der har sværest ved at lade deres unge medarbejdere være i fred. 

LÆS OGSÅ: Alia i opråb om sexkrænkelser på job: 'Vi advarer hinanden om den stive kollega til julefrokosten'

Det er i hvert fald det billede, der tegner sig i HK Hovedstadens undersøgelse, hvor to ud af tre unge svarer, at det er en kollega, der har udsat dem for seksuelle krænkelser. 

- Der eksisterer et fejlagtigt billede af, at seksuelle krænkere på arbejdspladsen altid er chefer, der misbruger deres magt over for ansatte. Der tror jeg, at det er vigtigt at understrege, at seksuelle krænkelser ofte er noget, der sker kolleger imellem, siger Bjarke Oxlund.

- Man skal huske på, at der ofte er en magtrelation på spil, selvom krænkelserne foregår mellem tilsyneladende ligeværdige kolleger på en arbejdsplads,

- Det kan eksempelvis være en yngre ansat, der har svært ved at sige fra overfor en ældre kollega, fordi vedkommende har et godt forhold til chefen eller de andre på arbejdspladsen, tilføjer professoren. 

Ifølge Bjarke Oxlund har den seneste MeToo-bølge vist, at grænsen for krænkelser på arbejdspladsen har rykket sig markant. 

- Det er særligt de unge, der siger fra. Og i en vidunderlig fremtid kan vi jo håbe, at seksuelle krænkelser på arbejdspladsen er noget, vi taler om i datid. Men indtil er det vigtigt, at problemet bliver belyst, og at der eksisterer de rette kanaler til at håndtere problemet, siger Bjarke Oxlund.